Skøn Eskapisme
6.0
Dværgen Willow (Davis) finder en baby der tilhører den ”normale” menneskerace. Det viser sig at babyen er udset til at blive den onde Dronning Bavmorda’s (Marsh) undergang, så hun er naturligvis ude på at få den myrdet. Derfor må Willow drage ud på et farefyldt eventyr. Undervejs får han følgeskab af den tvivlsomme sværdkæmper Madmartigan (Kilmer).
Det er lykkes for instruktør Howard, med denne historie skrevet af George ”Star Wars” Lucas, at lave en helt igennem vidunderlig eventyrfilm i fantasygenren og dem er der ærlig talt ikke lavet for mange af.
Indrømmet Lucas har skævet måske lige rigeligt til Tolkien’s bøger ”The Lord Of The Rings”, men det ser jeg mere som et tegn på, hvor vellykkede og elskede Tolkinen’s bøger er, og som et ønske fra Lucas at lave den type fortællinger.
Historien i ”Willow” er på mange måder naiv (på den gode måde) og meget sort og hvid, det er kampen mellem det gode og det onde, som vi også så det i Lucas’ fantastiske ”Star Wars” film, og den her virker endda mindre episk. Til gengæld indeholder den næsten alt hvad en fan (som mig!!!) af sådanne film kan ønske sig af trolde, drager, riddere, sværdkampe, trolddom, feer, fantastiske locations (og pudsigt nok er noget af den optaget på New Zealand, hvor Peter Jackson jo flere år senere optog netop Tolkien’s LOTR”) og meget, meget mere.
Det er ikke en film der lever på fornemme skuespilspræstationer, selv om både Kilmer og Davis gør det helt godt, den dybere psykologi eller hører til den finere filmkunst. Det er ikke engang særligt originalt, egentlig tværtimod, så der er ingen grund til at forgive andet. Men som solidt håndværk og perfekt iscenesat underholdning og eskapisme fås det ikke meget bedre, og ”Willow” har i mange år hørt til blandt mine favoritter og er en af den slags film, som jeg med mellemrum elsker at se igen og igen.
Der er mange mindeværdige optrin og medrivende action, krydret med en befriende humor, mens musikken af James Horner fint rammer en ”John Williams-feeling” (Williams musik til sådanne film er uovertruffen), der giver den rette stemning. Hører man til dem, der elsker denne genre, så burde ”Willow” næppe skuffe på et eneste punkt.
Rent teknisk og på effektsiden er filmen, ikke overraskende meget flot (for sin tid) og så blev den tillige en milepæl, da den som den første spillefilm nogensinde benyttede sig af den såkaldte ”morphing” proces og dermed computergenerede effekter. Men ellers er det en film der i dens speciel-effekter står ved en skillelinie, da filmens computersekvenser peger ind i fremtiden, mens mange af de andre tricks der bruges (såsom stop-motion) peger bagud på hvad der har været. I dag ren nostalgi for filmbuffs, men hvor yngre mennesker kan stå af, da de vil finde effekterne ”dårlige” hvis de hører blandt dem der ikke kan leve sig ind i en film, hvor alt ikke ser mere og mere virkeligt ud (hvad virkeligt der så er ved to-hovedet drager ved jeg ikke *G*).
Filmen blev i sin tid desværre ikke den store succes, spillede sig kun lige akkurat hjem, hvad der betød at de to efterfølgere som Lucas havde tænkt sig skulle komme, de aldrig blev indspillet (de skulle angiveligt være kommet som bog).
”Willow” hører uden tvivl til blandt Ron Howards bedste instruktør jobs, selv om han har lavet flere gode mainstream-film (og også enkelte mindre gode), og det vil jeg tillægge at han her gør det han er bedst til, at fortælle en simpel historie på en god måde, uden at prøve at få filmen til at virke mere vigtig end den er, men blot underholder.
Det er lykkes for instruktør Howard, med denne historie skrevet af George ”Star Wars” Lucas, at lave en helt igennem vidunderlig eventyrfilm i fantasygenren og dem er der ærlig talt ikke lavet for mange af.
Indrømmet Lucas har skævet måske lige rigeligt til Tolkien’s bøger ”The Lord Of The Rings”, men det ser jeg mere som et tegn på, hvor vellykkede og elskede Tolkinen’s bøger er, og som et ønske fra Lucas at lave den type fortællinger.
Historien i ”Willow” er på mange måder naiv (på den gode måde) og meget sort og hvid, det er kampen mellem det gode og det onde, som vi også så det i Lucas’ fantastiske ”Star Wars” film, og den her virker endda mindre episk. Til gengæld indeholder den næsten alt hvad en fan (som mig!!!) af sådanne film kan ønske sig af trolde, drager, riddere, sværdkampe, trolddom, feer, fantastiske locations (og pudsigt nok er noget af den optaget på New Zealand, hvor Peter Jackson jo flere år senere optog netop Tolkien’s LOTR”) og meget, meget mere.
Det er ikke en film der lever på fornemme skuespilspræstationer, selv om både Kilmer og Davis gør det helt godt, den dybere psykologi eller hører til den finere filmkunst. Det er ikke engang særligt originalt, egentlig tværtimod, så der er ingen grund til at forgive andet. Men som solidt håndværk og perfekt iscenesat underholdning og eskapisme fås det ikke meget bedre, og ”Willow” har i mange år hørt til blandt mine favoritter og er en af den slags film, som jeg med mellemrum elsker at se igen og igen.
Der er mange mindeværdige optrin og medrivende action, krydret med en befriende humor, mens musikken af James Horner fint rammer en ”John Williams-feeling” (Williams musik til sådanne film er uovertruffen), der giver den rette stemning. Hører man til dem, der elsker denne genre, så burde ”Willow” næppe skuffe på et eneste punkt.
Rent teknisk og på effektsiden er filmen, ikke overraskende meget flot (for sin tid) og så blev den tillige en milepæl, da den som den første spillefilm nogensinde benyttede sig af den såkaldte ”morphing” proces og dermed computergenerede effekter. Men ellers er det en film der i dens speciel-effekter står ved en skillelinie, da filmens computersekvenser peger ind i fremtiden, mens mange af de andre tricks der bruges (såsom stop-motion) peger bagud på hvad der har været. I dag ren nostalgi for filmbuffs, men hvor yngre mennesker kan stå af, da de vil finde effekterne ”dårlige” hvis de hører blandt dem der ikke kan leve sig ind i en film, hvor alt ikke ser mere og mere virkeligt ud (hvad virkeligt der så er ved to-hovedet drager ved jeg ikke *G*).
Filmen blev i sin tid desværre ikke den store succes, spillede sig kun lige akkurat hjem, hvad der betød at de to efterfølgere som Lucas havde tænkt sig skulle komme, de aldrig blev indspillet (de skulle angiveligt være kommet som bog).
”Willow” hører uden tvivl til blandt Ron Howards bedste instruktør jobs, selv om han har lavet flere gode mainstream-film (og også enkelte mindre gode), og det vil jeg tillægge at han her gør det han er bedst til, at fortælle en simpel historie på en god måde, uden at prøve at få filmen til at virke mere vigtig end den er, men blot underholder.
02/11-2004
