frisk middelvægt
4.0
Instruktøren Ron Shelton er velsagtens bedst kendt for hans sportsfilm, hvor de rammende personbeskrivelser harmonerer perfekt med den specifikke sports facetter, mest vellykket var det i Hvide Mænd Kan Ikke Dunke. Den dramatiske tyngde i historien har ofte varieret, men med Sheltons indsats med Knock Out får vi en perfekt balance mellem det befriende humoristiske og den mere ambitiøse alvor.
Den danske titel er virkelig hjernelamt valgt, da den indikerer ordinær sportsfilm med sædvanlig dramaturgiske opbygning. Og det er virkelig malplaceret! Originaltitel er langt mere beskrivende, det at give sig fuldt ud. Og det gør både filmens to hovedpersoner og skuespillerne. Woody Harrelson er altid seværdig, en ret undervurderet skuespiller. Kemien mellem ham og Antonio Banderas er virkelig blændende, filmens sande tiltrækning, og man kan tyde mærke, at deres venskab bunder i noget dybt. Harrelson er den nyreligiøse bokser, der fik stjålet titlen fra ham. Banderas er ateisten, der anklages for, at snyde i en kamp. På trods af deres modsætninger, så sympatiserer og hepper man på dem begge, da de er så gennemførte personer. Play it to the Bone omhandler ikke kun den store boksekamp, hvor det er deres sidste forsøg på, at bryde igennem og få hæderfuld succes og godtgøre fortidens nederlag. Den er lige så meget et venskabsopgør, et prøve på venskabets holdbarhed, som de gladelig også består.
Allerede fra den stemningsmættede indledning stilles brikkerne tydeligt på plads. Det er en kliche, men en vellykket en af chancen. Harrelson og Banderas repræsenterer det ærlige og ægte i boksesporten, mens bagmændene er korrupte, løgnagtige, selvcentrerede og manipulerende svin. Det fungerer upåklageligt, da filmens boksekamp kommer til at omhandle så meget mere end bare hæder. Heldigvis er Play it to the Bone ikke bare en lang opbygning til det store opgørklimaks, men er faktisk en hæderlig og naturalistisk road-movie, hvor dialogen styrer fremdriften. Som publikum fænges man fra første minut, og selvom overgangen fra road-movie til boksefilm ikke er helt flydende, så er det ikke noget, der kan irritere.
Når først boksekampen indledes, så glemmer man alt om de korrupte intriger og venskabets skrøbelighed, nøjagtig ligesom hovedpersonerne. På virtuost vis inviterer Shelton publikum med ind i ringen, og hvor er det intenst at overvære! Harrelson og Banderas har tydeligvis lagt meget energi i deres forberedelser, og man tror på de to stjerner som boksere. Shelton krydsklipper mellem kampens hede og personernes inspiration og valg for at fortsætte, og det gør han fremragende. Det eneste, jeg ikke kan lide ved filmens sidste halve time, er Sheltons trang til at udforske Lius ganske uinteressante karakter bare lidt mere (åh, stakkels Rod Stewart). Fair nok at fokus skal flyttes lidt fra kampen, men han gør det bare på en alt for åbenlys måde.
Play it to the Bone er en i rækken af talløse film, som man ville ænske, at distributørerne havde investeret flere penge i til en biografpremiere, for den fortjener meget mere opmærksomhed, end den har fået. Yderst velspillet, frisk og seværdig.
Den danske titel er virkelig hjernelamt valgt, da den indikerer ordinær sportsfilm med sædvanlig dramaturgiske opbygning. Og det er virkelig malplaceret! Originaltitel er langt mere beskrivende, det at give sig fuldt ud. Og det gør både filmens to hovedpersoner og skuespillerne. Woody Harrelson er altid seværdig, en ret undervurderet skuespiller. Kemien mellem ham og Antonio Banderas er virkelig blændende, filmens sande tiltrækning, og man kan tyde mærke, at deres venskab bunder i noget dybt. Harrelson er den nyreligiøse bokser, der fik stjålet titlen fra ham. Banderas er ateisten, der anklages for, at snyde i en kamp. På trods af deres modsætninger, så sympatiserer og hepper man på dem begge, da de er så gennemførte personer. Play it to the Bone omhandler ikke kun den store boksekamp, hvor det er deres sidste forsøg på, at bryde igennem og få hæderfuld succes og godtgøre fortidens nederlag. Den er lige så meget et venskabsopgør, et prøve på venskabets holdbarhed, som de gladelig også består.
Allerede fra den stemningsmættede indledning stilles brikkerne tydeligt på plads. Det er en kliche, men en vellykket en af chancen. Harrelson og Banderas repræsenterer det ærlige og ægte i boksesporten, mens bagmændene er korrupte, løgnagtige, selvcentrerede og manipulerende svin. Det fungerer upåklageligt, da filmens boksekamp kommer til at omhandle så meget mere end bare hæder. Heldigvis er Play it to the Bone ikke bare en lang opbygning til det store opgørklimaks, men er faktisk en hæderlig og naturalistisk road-movie, hvor dialogen styrer fremdriften. Som publikum fænges man fra første minut, og selvom overgangen fra road-movie til boksefilm ikke er helt flydende, så er det ikke noget, der kan irritere.
Når først boksekampen indledes, så glemmer man alt om de korrupte intriger og venskabets skrøbelighed, nøjagtig ligesom hovedpersonerne. På virtuost vis inviterer Shelton publikum med ind i ringen, og hvor er det intenst at overvære! Harrelson og Banderas har tydeligvis lagt meget energi i deres forberedelser, og man tror på de to stjerner som boksere. Shelton krydsklipper mellem kampens hede og personernes inspiration og valg for at fortsætte, og det gør han fremragende. Det eneste, jeg ikke kan lide ved filmens sidste halve time, er Sheltons trang til at udforske Lius ganske uinteressante karakter bare lidt mere (åh, stakkels Rod Stewart). Fair nok at fokus skal flyttes lidt fra kampen, men han gør det bare på en alt for åbenlys måde.
Play it to the Bone er en i rækken af talløse film, som man ville ænske, at distributørerne havde investeret flere penge i til en biografpremiere, for den fortjener meget mere opmærksomhed, end den har fået. Yderst velspillet, frisk og seværdig.
02/11-2004
