Mere Gys For Pengene

Journalist (Watts) undersøger hvorfor en gruppe unge er døde nøjagtig en uge efter, at de har set et mystisk videobånd.

Man kunne have sine betænkeligheder over at amerikanerne vælger at lave et remake af den internationale japanske succesgyser ”Ringu”, særligt da originalen både er temmelig ny og meget vellykkede, så hvad skal vi med et remake på den baggrund. Overraskende er det nu ikke, da de amerikanske producenter vel gerne vil score lidt på succesen og store dele af det amerikanske publikum er kendt for ikke at ville se film med undertekster.

Heldigvis er det så gjort med respekt af instruktør Verbinski, der har lavet en række meget forskellige, men ofte helt gode film, og resultatet er særdeles overbevisende, næsten bedre end originalen, men også kun næsten.

Historien samles bedre, så man ikke føler der er så mange løse tråde og gøres dermed mere klar og forståelig, uden at den heldigvis skæres ud i pap af den grund. Der er skruet op for gyset, der er ganske enkelt flere af dem og også tilsat et par chok, så stemningen af uhygge bevares bedre og føles mere intens.

Visuelt er den også flottere, ofte meget naturalistisk, men indimellem dog lige på grænsen til at ødelægge det hverdagsagtige der var så vellykket i originalen, da den i enkelte scener er tæt på at være for gejlet (men indrømmet ganske flot), men det lykkes for Verbinski at køre den lige til grænsen uden at den overskrides, som man ellers sidder og frygter.

I hovedrollen er den underskønne Watts et godt valg, hun formår at spille overbevisende og føre rollen væk fra den typiske amerikanske poptøs, vi alt for ofte ser i gyserfilm. Hun er en voksen kvinde og giver sin karakter den tyngde og modenhed, der gør dette til en gyser, hvor ikke kun unge teenagere kan leve sig ind i personen og filmen.

Musikken, som Hans Zimmer hovedsagligt har stået for (andre har også bidraget), understøtter og bidrager effektivt til gyset, uden at blive for dominerende.

At dette amerikanske remake så alligevel ikke overgår originalen skyldes flere ting. Blandt andet det, at hvor virkningsfuld den så end er, så vil den forblive en kopi af en effektiv original.

Man har også gjort den fejl, at man har valgt at lade hovedpersonens søn, spillet af Dorfman, spille en større og mere afgørende part i historien, i en klichefyldt rolle som det typiske gådefulde barn med kasserollefrisuren (hvilken moderne og modebevidst mor, som Watt spiller, ville dog lade sin søn have sådan en grim frisure). Det er her remaken fejler mest. Hverken Dorfman eller rollen for den sags skyld er særlig god, blot irriterende og unødvendig underlig.

Også en scene ombord på en færge, hvor en hest går amok virker meget påklistret. Den er ubehagelig, indrømmet, men det er svært ikke at føle at den blot er sat ind for at få noget tempo og spænding. Den er i hvert fald ikke ordentlig integreret i handlingen, så den virker naturlig.

Slutningen bliver heller aldrig lige så effektiv uhyggelig som den japanske original. Ikke at den slet ikke er uhyggelig, men den fungerer bare ikke optimalt. En af grundene er at man ser den mystiske piges ansigt, altså hende fra videoen. Men det alene er ikke grunden, Verbinski har ganske enkelt ikke ramt stemningen.

Men når man kigger på plusser og minusser i denne udgave af ”Ringu”, så er det for mig at se ligegyldigt om man vælger at se den japanske originale eller det amerikanske remake, de er begge lige gode. Verbinski har formået at gøre ”The Ring” både spændende, uhyggelig og meget seværdig på en kvalitativ måde. Har man filminteresse skal begge versioner måske ses, men så vil jeg dog anbefale at se originalen først, den danner trods alt baggrunden for den amerikanske. Vil man bare have et godt og effektivt gys, der langsomt kryber ind under huden på en, så er remaket en anelse mere gennemslagskraftig og nemmere at gå til.

I øvrigt skal det nævnes, at så original er den japanske version nu heller ikke, for den er en genindspilning af den japanske Tv-gyser ”Ringu: Kanzen-ban” fra 1995 og begge er jo bygget på en roman af Kôji Zuzuki.

Efterfølges af ”The Ring Two”, som heldigvis ikke bliver et remake af den japanske udgave, for den var altså særdeles ringe.