Moralske hugh
3.0
Hugh Grant spiller ung læge som hele verden er imod i Michael Apteds solide thriller -"Extreme Metoder".
"Extreme Metoder" er netop en af de her amerikanske film, som på sin vis er "ma'et" god, "ma'et" spændende og "ma'et" underholdende. Ikke stor filmkunst, men så sandelig solidt håndværk. Ikke raffineret og elegant men alligevel velfungerende. Hvad der præcis sætter den uden for døren til verdensklassen er, at "Extreme Metoder" som så ofte før erfaret med amerikanske film, undervurderer publikums opfattelsesevne og skærer plot, virkemidler og mest af alt filmens moral ud i pap. Ikke nok med at vi ikke rigtig overraskes i de spændede scener, vi påduttes en moralsk facitliste, som dele af det amerikanske publikum uden tvivl bevidstløst labber i sig. Hugh Grant er den unge ambitiøse og energiske brittiske læge Guy, der arbejder i det nedslidte amerikanske hospitalssystem. I filmens første kvarter skal han vælge mellem at behandle en politimand med kone og børn og det skydegale syrehoved, der har såret familiefaderen. Og allerede hér slås filmens irriterende korrekte moral an, for derefter at fortsætte støt og forudsigeligt til sidste minut. Guy vælger politi-familiefaderen og ikke junkien, og det belønnes selvfølgelig senere, da han selv er i knibe. Dette er dog et sidekick, og kommer end ikke op på siden af filmens helt tunge moralske dilemma - selve plottet - om hvor langt man kan tillade sig at gå indenfor for medicinsk forskning.
Tung morale
"Extreme Metoder"'s problematik - ja titlen , stort set direkte oversat, siger jo det hele - fortsætter da Guy får en hjemløs patient ind på sin vagt. Manden er nøgen, forhutlet, har et mystisk snitsår i ryggen, men er ellers sund og rask. Han dør i hænderne på Gyu, som på heroisk vis fatter mistanke om noget smuds, og med det samme undersøger sagen nærmere. Hans kolleger synes han er underlig, paranoid og hjælpeløs, hvilket selvfølgelig er filmens forsøg på at skabe spænding. Da Guy en dag kommer hjem til en gennemrodet lejlighed og derudover arresteres for besiddelse af kokain, ja vi kan alle gennemskue at nogen har lagt det dèr, er hans tilværelse omdannet til ruiner. Guy fyres, og med sin nye "frihed" tager han for alvor sagen i egen hånd. Det viser sig at den anerkendte neurolog - Myrick (Gene Hackman) - opsamler hjemløse til forsøg for at finde en behandlingsmetode til patienter med lammelser. Og det MÅ man jo ikke, selvom tanken om at ofre nogle få, for at redde en masse, er både smuk og god. Men som Guy så rigtigt noterer som svar på Myricks patetiske parole, så har de hjemløse jo ikke selv valgt om de vil være forsøgskaniner. Hvis ikke Myrick og hans folk havde været fremstillet som stereotype, glatte jakkesæts-klædte sektmedlemmer i et klinisk, næsten futuristisk hospitals-hovedkvater, ville historiens dilemma være nemmere at leve sig ind i.
Blandede præstationer
Bortset fra plottets moraliseren, virker "Extreme Metoder" udmærket som thriller, med intense dramatiske optrin på New Yorks altid virkningfulde location: subway'en. Her nede i dybet, i bogstaveligeste forstand på bunden af samfundet, finder Myrick sine ofre, og her opsøger Guy information. Det er en skræmmende labyrint han kommer ned i og kameraet afsøger væmmelige kroge og snoede gange på rigtig gyser-vis. Det er i de scener Hugh Grant giver Guy lidt liv. Hans ansigt lyser af frygt, men vi er ikke et øjeblik i tvivl om at her er en mand som vil gå langt for at finde skurkene. En fin kombination af hans engelske gentleman-personlighed og en voksende desperation sætter liv i kludende. Gene Hackman som Myrick virker fraværende og mangler "sine sædvanlige øjeblikke". Han forbliver utroværdig og éntydig og det er synd, for rollen indeholder konflikten mellem idealist og kriminel, og det burde han da af nogen kunne fremstille.
"Extreme Metoder" er netop en af de her amerikanske film, som på sin vis er "ma'et" god, "ma'et" spændende og "ma'et" underholdende. Ikke stor filmkunst, men så sandelig solidt håndværk. Ikke raffineret og elegant men alligevel velfungerende. Hvad der præcis sætter den uden for døren til verdensklassen er, at "Extreme Metoder" som så ofte før erfaret med amerikanske film, undervurderer publikums opfattelsesevne og skærer plot, virkemidler og mest af alt filmens moral ud i pap. Ikke nok med at vi ikke rigtig overraskes i de spændede scener, vi påduttes en moralsk facitliste, som dele af det amerikanske publikum uden tvivl bevidstløst labber i sig. Hugh Grant er den unge ambitiøse og energiske brittiske læge Guy, der arbejder i det nedslidte amerikanske hospitalssystem. I filmens første kvarter skal han vælge mellem at behandle en politimand med kone og børn og det skydegale syrehoved, der har såret familiefaderen. Og allerede hér slås filmens irriterende korrekte moral an, for derefter at fortsætte støt og forudsigeligt til sidste minut. Guy vælger politi-familiefaderen og ikke junkien, og det belønnes selvfølgelig senere, da han selv er i knibe. Dette er dog et sidekick, og kommer end ikke op på siden af filmens helt tunge moralske dilemma - selve plottet - om hvor langt man kan tillade sig at gå indenfor for medicinsk forskning.
Tung morale
"Extreme Metoder"'s problematik - ja titlen , stort set direkte oversat, siger jo det hele - fortsætter da Guy får en hjemløs patient ind på sin vagt. Manden er nøgen, forhutlet, har et mystisk snitsår i ryggen, men er ellers sund og rask. Han dør i hænderne på Gyu, som på heroisk vis fatter mistanke om noget smuds, og med det samme undersøger sagen nærmere. Hans kolleger synes han er underlig, paranoid og hjælpeløs, hvilket selvfølgelig er filmens forsøg på at skabe spænding. Da Guy en dag kommer hjem til en gennemrodet lejlighed og derudover arresteres for besiddelse af kokain, ja vi kan alle gennemskue at nogen har lagt det dèr, er hans tilværelse omdannet til ruiner. Guy fyres, og med sin nye "frihed" tager han for alvor sagen i egen hånd. Det viser sig at den anerkendte neurolog - Myrick (Gene Hackman) - opsamler hjemløse til forsøg for at finde en behandlingsmetode til patienter med lammelser. Og det MÅ man jo ikke, selvom tanken om at ofre nogle få, for at redde en masse, er både smuk og god. Men som Guy så rigtigt noterer som svar på Myricks patetiske parole, så har de hjemløse jo ikke selv valgt om de vil være forsøgskaniner. Hvis ikke Myrick og hans folk havde været fremstillet som stereotype, glatte jakkesæts-klædte sektmedlemmer i et klinisk, næsten futuristisk hospitals-hovedkvater, ville historiens dilemma være nemmere at leve sig ind i.
Blandede præstationer
Bortset fra plottets moraliseren, virker "Extreme Metoder" udmærket som thriller, med intense dramatiske optrin på New Yorks altid virkningfulde location: subway'en. Her nede i dybet, i bogstaveligeste forstand på bunden af samfundet, finder Myrick sine ofre, og her opsøger Guy information. Det er en skræmmende labyrint han kommer ned i og kameraet afsøger væmmelige kroge og snoede gange på rigtig gyser-vis. Det er i de scener Hugh Grant giver Guy lidt liv. Hans ansigt lyser af frygt, men vi er ikke et øjeblik i tvivl om at her er en mand som vil gå langt for at finde skurkene. En fin kombination af hans engelske gentleman-personlighed og en voksende desperation sætter liv i kludende. Gene Hackman som Myrick virker fraværende og mangler "sine sædvanlige øjeblikke". Han forbliver utroværdig og éntydig og det er synd, for rollen indeholder konflikten mellem idealist og kriminel, og det burde han da af nogen kunne fremstille.
19/11-2018
