Glæder mig til DVDen :)

6.0
Nu skulle DVDen snart udkomme. Jeg har derfor fulgt debatten herinde, der overraskende nok er meget delt. Personligt er jeg meget glad for denne film, fordi det er en film, der er intim og dybt original i sin tone. Kaufmans manuskript er dybt komplekst og latterligt enkelt på en og samme gang. Dermed skaber han de perfekte rammer for en troværdig og seværdig kærlighedshistorie. Hvis man har haft et forhold lignende det i "Eternal Sunshine", så kan man ikke undgå at blive ramt af følelserne og tankerne i filmen.
Her i forummet er filmen blevet kritiseret for at være prætentiøs, for at være lavet for filmsnobber og for at være kedelig. Er filmen prætentiøs? Måske, men hvis du ikke vover at være prætentiøs, så vil du aldrig nogensinde kunne lave filmkunst eller udfordrende underholdning. Er filmen kun for filmsnobber? Nej, bestemt ikke. Enhver der har været i et lignende forhold som filmens hovedpersoner vil kunne nyde ærligheden i historien og skuespillet. Er filmen kedelig? Personligt blev jeg konstant underholdt af Kaufmans fantasifulde plot, skæve dialoger og absurde situationer. Der var ikke et tidspunkt i filmen jeg kedede mig. Dog er der sikkert en del mennesker, der er mere interesserede i lidt mere traditionelle komedier såsom "Ace Ventura" eller "Bridget Jones". Sådanne film er i mine øjne hverken værre eller bedre end "Eternal Sunshine".
Personligt er jeg bare glad for, at der også er plads til en personlig og skæv film som "Eternal Sunshine" og talentfulde mænd som Charlie Kaufman og Michel Gondry i filmbranchen.
Evigt solskin i et pletfrit sind