©Klichéfyldt og intetsigende©

1.0
Filmen´s første scene fanger ens interesse, derefter følger de indledende credits som på det skammeligste er som taget ud af "Seven" mht. til stil.

Dernæst dukker sexede Angelina Jolie op sammen med en masse talentfulde skuespillere som Oliver Martinez og Ethan Hawke, sammen med garvede Kiefer Sutherland og endnu mere garvede Gena Rowlands. Det ser lovende ud. Så begynder filmen at køre derudaf i et søvndyssende tempo i et efterforskningsarbejde som er lige så interessant som i "Find Holger" bøgerne og man begynder at sidde og spekulere på, hvad det egentlig var man skulle foretage sig dagen efter.

Henimod slutningen sidder man og spekulerer på, om de selv har været klar over, hvilken drejning denne film skulle tage og hvad den skulle gå ud på eller om de bare har haft startsscenen og en flok udmærkede skuespillere og så tænkt: "Vi finder sgu på noget undervejs".

Kedeligt er det ihvertfald og afsløringen af Jolie´s attributter i en sexscene liver heller ikke en op igen. For det første fordi hun er USA´s svar på Sofie Gråbøll og man derfor har set hende nøgen adskillige gange i sine film efterhånden. Derudover tror jeg, at man som fyr hellere ville have levet i illusionen som i f.eks. Tomb Raider filmene, som iøvrigt får "the real thing" i denne film til at ligne to punkterede fodbolde. Lara Croft må have brugt godt med lommetørklæder under BHén.

Når disse tanker, som ikke har noget med filmen at gøre spankulerer hen over hovedet på en, er man nået til det punkt, at man begynder at spekulere på, hvornår filmen egentlig slutter.
Man kan jo ikke vente med at se slutningen, som ifølge en Greg Russell fra WDWB-TV/Detroit (på bagsiden af coveret) skulle være yderst overraskende: Citat: "Man bliver ved med at gætte helt frem til filmens slutning og alligevel tager man fejl". Citat slut.

Ifølge mig burde der nærmere have stået: "Man bliver ved med at kede sig helt frem til filmens slutning og alligevel er der heller ikke noget overraskende her".

Filmens slutning er så søgt og så forudsigelig, at man må formode, at dette må være den første film Greg Russell nogensinde har set. Det virker som om, at filmen kunne have været slut en halv time tidligere, men at de for at strække den til halvanden time har været nødt til at finde på noget ekstra, som så resulterer i en scene, som de seriøst forventer, at man vil falde på halen over. Det er for pinligt og uengageret.

Johs.H. Christensen bliver på bagsiden af coveret desuden noteret for at have givet filmen 5 stjerner og have skrevet følgende i sin anmeldelse af den: "Vildt spændende - Konstant fascinerende og foruroligende".

Det mest foruroligende er, at han har givet den 5 stjerner og at filmen overhovedet har gået i biffen herhjemme.

En gabende kedelig skamplet på instruktøren såvel som skuespillernes CV. Kiefer Sutherland´s store rolle i filmen, er det eneste som er med til at trække filmen op (JOKE!)

Den får 1 stjerne i underholdningens navn og burde få 6 i kedsomhedens, hvis det var muligt at belønne den på det felt.
Taking Lives