it’s gonna stay stuck
5.0
Pusher var den unge Nicolas Winding Refns debutfilm (baseret på en af hans egne novellefilm) og markerede sig hurtigt som en af 90’ernes bedste og mest banebrydende danske film. En uafrystelig fortælling om en pushers langsomme selvdestrueringsspiral, akkompagneret af nådesløs billedside, der sagtens kan kategoriseres som semi-dokumentarisk.
Historien om Kim Bodnias pusher, der ufrivilligt trækkes ind i en evig stigende pengegæld og må ty til mere og mere desperate og voldelige midler, er for så vidt simpel og godtgøre ikke den originalitet, som filmen er blevet påstemplet. Hvad der gør Pusher helt unik er dens følelsesmæssige gennemslagskraft, den barske og uhyggelig realistiske stil, samt Refns nærmest uhørt sikre instruktørhånd. Han griber publikum fra første minut og slipper os ikke engang efter endt spilletid. Pusher er en af den slags film, som virkelig bliver hos dig i flere dage og nærmest hjemsøger en. I den kategori kan film som blandt andet Aronofskys skamløst oversete Requiem For a Dream og Scorseses uopnåelige mesterværk Goodfellas også ses.
Førnævnte Scorsese og den ubeskrivelig geniale Tarantino er tydeligvis inspiration og har haft en stærk indflydelse på Refns filmopfattelse og videregengivelse, men hey, hvem er ikke fan af dem? På trods af det skrabede budget er jeg overbevist om, at Refn har fået sin vision udført nøjagtig, som han ville have det. De lange klip supplerer realismen perfekt og indfanger alle Københavns facader og mere mørke facetter.
For en gang skyld er jeg ikke enig i Thomas Nielsens observationer. Jeg mener ikke, at filmen omhandler Bodnias jagt på pengene. Jo selvfølgelig på overfladen, men inderst inde leder han efter frelse, som han mener kommer ved at blive gældfri, som han jo så var i begyndelsen, uden på nogen måder at være lykkelig. Under grinene er misundelsen tydelig når en af hans venner fortæller om hans langsomme realisering af dagdrømmene om at åbne en restaurant. Bemærk at det endelige forfald først kommer, da han frasiger sig kærligheden og vælger at tage chancen hos den ellers benhårde øverstemand (både sjovt og skræmmende spillet af Zlatko Buric). Derved finder jeg ikke filmen voldsglorificerende, som den flere steder er malplaceret blevet beskyldt for, da den tydeligvis besidder den uundgåelige underliggende tragedie. Bodnia brænder alle sociale broer. Først smadrer han vennen (uglamourøst og ægte spillet af en modbydelig Mads Mikkelsen), der tilsyneladende har bedraget ham (ironisk street justice). Dernæst kommer filmens mest hjerteskærende scene, hvor han besøger moderen for at få penge. Det er uhørt barsk at se denne manipulerende og desperate mand fjerne sig fuldstændig fra familiens sidste bånd, mens moderen alt andet end uanfægtet griber ud efter ham.
Sidehistorien med kærlighedsforholdet med luderen (som jeg dermed mener bliver til det vigtigste led i Bodnias forfald) siger det hele om denne ellers nogenlunde sympatiske hovedperson. Musikken under filmen er insisterende og upersonlig, kun under scenen med Bodnia og kæresten kommer der noget indfølt og rørende klaverspil, der indikerer den nære frelse, som han dog aldrig griber. Refn krydsklipper mellem kæresten, der sidder og tager stoffer på badeværelset, mens Bodnia glemmer virkeligheden ved at se film. Ikke fordi kæresten på nogen måder er en helgen, hun får faktisk filmens mest rammende replik. ´Jeg kan blive alt muligt, jeg gider bare ikke!´ Håndfast eskapisme af den tungeste slags.
Den hypotetiske slutning finder jeg nærmest selvsagt absolut superb! Refn skider på vores normale filmkrav med at få en introduktion, mellemled og forløsende afslutning. Hverdagshistorien fortsætter, der findes ingen afslutning. Det hele går i ring. Fremragende vist af Refn!
Hvad jeg så må give Thomas helt ret i, er hans ros af Bodnia og sammenligningen med De Niro. Længe skal man søge efter en mere indædt og stærk præstation på dansk film. Bodnia er ubetalelig. I birollerne er skuespillernes ligeledes velvalgte og det spilles foruroligende naturalistisk af alle medvirkende.
Pusher er et gennemført mesterværk, der introducerede den nådesløse realisme for den danske filmverden, lavet af Danmarks mest lovende og talentfulde instruktører. Den efterfølgende Bleeder havde ikke samme den samme originale gennemslagskraft, men var en mindst ligeså fremragende og ægte film. Indledningsvis var jeg skeptisk ved tanken om hele to fortsættelser til Pusher (der havde meget bedre af at stå som enkeltstående film), da det lugtede lidt af kommercialisme efter Refns indtjeningsmæssige fiasko med den ellers stilsikre og eminente Fear X. Med Refns talent er jeg dog alligevel overbevist om, at der er andet, der har trukket ved historierne end den sikre succes.
Historien om Kim Bodnias pusher, der ufrivilligt trækkes ind i en evig stigende pengegæld og må ty til mere og mere desperate og voldelige midler, er for så vidt simpel og godtgøre ikke den originalitet, som filmen er blevet påstemplet. Hvad der gør Pusher helt unik er dens følelsesmæssige gennemslagskraft, den barske og uhyggelig realistiske stil, samt Refns nærmest uhørt sikre instruktørhånd. Han griber publikum fra første minut og slipper os ikke engang efter endt spilletid. Pusher er en af den slags film, som virkelig bliver hos dig i flere dage og nærmest hjemsøger en. I den kategori kan film som blandt andet Aronofskys skamløst oversete Requiem For a Dream og Scorseses uopnåelige mesterværk Goodfellas også ses.
Førnævnte Scorsese og den ubeskrivelig geniale Tarantino er tydeligvis inspiration og har haft en stærk indflydelse på Refns filmopfattelse og videregengivelse, men hey, hvem er ikke fan af dem? På trods af det skrabede budget er jeg overbevist om, at Refn har fået sin vision udført nøjagtig, som han ville have det. De lange klip supplerer realismen perfekt og indfanger alle Københavns facader og mere mørke facetter.
For en gang skyld er jeg ikke enig i Thomas Nielsens observationer. Jeg mener ikke, at filmen omhandler Bodnias jagt på pengene. Jo selvfølgelig på overfladen, men inderst inde leder han efter frelse, som han mener kommer ved at blive gældfri, som han jo så var i begyndelsen, uden på nogen måder at være lykkelig. Under grinene er misundelsen tydelig når en af hans venner fortæller om hans langsomme realisering af dagdrømmene om at åbne en restaurant. Bemærk at det endelige forfald først kommer, da han frasiger sig kærligheden og vælger at tage chancen hos den ellers benhårde øverstemand (både sjovt og skræmmende spillet af Zlatko Buric). Derved finder jeg ikke filmen voldsglorificerende, som den flere steder er malplaceret blevet beskyldt for, da den tydeligvis besidder den uundgåelige underliggende tragedie. Bodnia brænder alle sociale broer. Først smadrer han vennen (uglamourøst og ægte spillet af en modbydelig Mads Mikkelsen), der tilsyneladende har bedraget ham (ironisk street justice). Dernæst kommer filmens mest hjerteskærende scene, hvor han besøger moderen for at få penge. Det er uhørt barsk at se denne manipulerende og desperate mand fjerne sig fuldstændig fra familiens sidste bånd, mens moderen alt andet end uanfægtet griber ud efter ham.
Sidehistorien med kærlighedsforholdet med luderen (som jeg dermed mener bliver til det vigtigste led i Bodnias forfald) siger det hele om denne ellers nogenlunde sympatiske hovedperson. Musikken under filmen er insisterende og upersonlig, kun under scenen med Bodnia og kæresten kommer der noget indfølt og rørende klaverspil, der indikerer den nære frelse, som han dog aldrig griber. Refn krydsklipper mellem kæresten, der sidder og tager stoffer på badeværelset, mens Bodnia glemmer virkeligheden ved at se film. Ikke fordi kæresten på nogen måder er en helgen, hun får faktisk filmens mest rammende replik. ´Jeg kan blive alt muligt, jeg gider bare ikke!´ Håndfast eskapisme af den tungeste slags.
Den hypotetiske slutning finder jeg nærmest selvsagt absolut superb! Refn skider på vores normale filmkrav med at få en introduktion, mellemled og forløsende afslutning. Hverdagshistorien fortsætter, der findes ingen afslutning. Det hele går i ring. Fremragende vist af Refn!
Hvad jeg så må give Thomas helt ret i, er hans ros af Bodnia og sammenligningen med De Niro. Længe skal man søge efter en mere indædt og stærk præstation på dansk film. Bodnia er ubetalelig. I birollerne er skuespillernes ligeledes velvalgte og det spilles foruroligende naturalistisk af alle medvirkende.
Pusher er et gennemført mesterværk, der introducerede den nådesløse realisme for den danske filmverden, lavet af Danmarks mest lovende og talentfulde instruktører. Den efterfølgende Bleeder havde ikke samme den samme originale gennemslagskraft, men var en mindst ligeså fremragende og ægte film. Indledningsvis var jeg skeptisk ved tanken om hele to fortsættelser til Pusher (der havde meget bedre af at stå som enkeltstående film), da det lugtede lidt af kommercialisme efter Refns indtjeningsmæssige fiasko med den ellers stilsikre og eminente Fear X. Med Refns talent er jeg dog alligevel overbevist om, at der er andet, der har trukket ved historierne end den sikre succes.
13/12-2004
