Extended DVD

6.0
Efter at Scope er blevet overmættet med kommentarer til "Kongen vender tilbage" - primært omkring Extended DVD Edition - er den nu på gaden langt om længe. Derfor må det være på sin plads med en anmeldse af "Den rigtige version!"

Vi er mange, der fandt flere af Jacksons beslutninger omkring de scener, der blev vist i biografen, og dem, der er gledet ud, lidt mærkelige, og efter at have set de omtalte scener, føler jeg stadigvæk, at han kunne have klippet anderledes.
Eksempelvis er hele de 25 minutters slutscener nøjagtigt dem, vi ser i biografen, hvorfor jeg mener, at han kunne have skåret lidt i dem for at gøre plads til scenen med Sarumans endeligt! For den ER vigtig i historien, og ser man trilogien som én film, som man skal, virker det klart mest naturligt at vise Saruman og Grimas fald.

Nogle af scenerne er mere eller mindre ligegyldige i forhold til handlingen - de såkaldte forlængede scener i særdeleshed. Men blandt de vigtigste er opgøret mellem Gandalf og The Witch King, hvor sidstnævnte knuser troldmandens stav. Jeg sad da i biografen og undrede mig over, hvorfor Gandalf ikke bruger mere magi, end han gør, men hvis man havde fået at vide, at hans stav var blevet ødelagt, ville det give hundrede procent mening.

Endnu en scene, som manglede i biografversionen, er mødet med Saurons Mund ved Den Sorte Port. Selvom spændingen i scenen ikke kan måle sig med bogens, da vi i filmen ved, at Frodo er i live, giver det en vigitig reaktion fra de i situationen indvolverede parter.

Men smukkest af alt er kærlighedshistorien mellem Faramir og Eowyn, som faktisk er bedre fortalt end den langt mere udpenslede Aragon-Arwen historie. Med få raffinerede midler skildres deres forhold i kun to scener, men man tager ikke fejl af indholdet. Igen: ærgeligt, at det ikke kom med i bioversionen.

Konklusionen må være, at ligesom med de to andre Extended Editions, giver "Kongen vender tilbage" en langt større helheldsfornemmelse, og set i forhold til hele trilogien, har vi her at gøre med et værk af næsten bibelske dimensioner. Alle fremtidige fantasy og episke film vil blive målt efter "Ringenes Herre", men kun få vil være ligeværdige, og jeg tvivler på, at selvom Hollywood for tiden producerer stribevis af Epics og film med store slag, er "Ringenes Herre" i en så unik særklasse, at den måske aldrig vil blive overgået!
Ringenes Herre - Kongen vender tilbage