Soderberghs legetime

I anledningen af premieren på Ocean’s Twelve (hvori Cathrine Zeta Jones er den nyankomne, selvom jeg personligt glæder mig mere til at se den karismatiske Vincent Cassel i rollen som hovmodig tyv) fandt jeg en ubændig lyst til at gense Ocean’s Eleven (for hvem ved hvilken gang) og genskrive et indlæg til filmen (hvor jeg i mit første indlæg undervurderede filmen fatalt). Mine tårnhøje forventninger til fortsættelsen er kølnet lidt ned, de ret middelmådige anmeldelser taget i betragtning, men endnu en tur i eskapismens charmerende fiktionsverden med ensemblecastet og den geniale Soderbergh bag roret, pirrer nu alligevel forventningens glæde.

Som førnævnt mange andre steder, så er Ocean’s Eleven (baseret på filmen af samme navn fra 1960 med The Rat Pack) Soderberghs pause fra de mere smalle, kunstneriske film, som eksempelvis det uafrystelige narkodrama Traffic og den stiliserede, men rørende The Limey. Soderbergh er utvivlsomt i uforpligtende legehumør med denne film, der dog alligevel rangerer blandt hans allerbedste film. Associationer til den ekstrem cool og seværdige Out of Sight (hvor de kunstneriske ambitioner ikke ligefrem var tårnhøje, men alligevel til stede) er uundgåeligt, da de kommercielle islæt er til stede ved begge film. Ocean’s Eleven udskiller sig ved at være den bedste kupfilm i de sidste mange år, hvor de nærmeste konkurrenter er mere tvivlsomme film som Grays The Italian Job og Foleys Confidence, mens Frank Oz’s The Score og Mamets The Heist fejlede slemt med deres alt for (fejl)konstruerede og søgte handlinger.

Filmens åbenlyse appeal er den jazzede charme og den stilistiske billedside, der tydeligvis bærer Soderberghs signatur. Soderberghs æstetiske sans er i dens uglamourøse stil, hvis ikke helt uopnåelig, så eminent og helt unik (og ofte kopieret). Få kan lade den visuelle side understøtte handlingen og personfremstillingen så fremragende, som Soderbergh kan. Han finder altid det smukke i det trivielle hverdagsbillede, og det nyder Ocean’s Eleven godt af, hvor man serveres for nogle simple, men i sandhed smukke og uforglemmelige billeder. Det bliver dog aldrig til overfladisk lir, med Soderbergh er det altid stil med substans.

Man skal lede længe efter så stjernebesat en film, hvor de medvirkende tydeligvis har moret sig under indspilningerne og det gode humør smitter af på publikum. Karakterintroduktionen er måske ikke synderlig original, men virkningsfuldt er det, og de indbyrdes relationer fremstilles hurtig og tydeligt. George Clooney fører an med en fornem præstation og suppleres perfekt af en veloplagt Brad Pitt. Scott Caan og Casey Affleck (der flere steder har vist mere talent end broderen Ben) får fyret nogle enkelte genialiteter af i deres evige småskænderier, der ikke kun fungerer som comic relief. Andy Garcia er den benhårde forretningsmand, der igennem sin kapitalistiske besættelse mister både penge og kæreste, en underspillet Julia Roberts. De andre medvirkende fortjener også et ord med på vejen, men det er næsten for omfattende. Opsummeret gør skuespillerne et rigtig godt stykke arbejde med deres gennemførte karakterer.

Ocean’s Eleven er spækket til kanten med udspekulerede detaljer, som kun Soderbergh kan udtænke, der løfter helhedsindtrykket betragteligt. Selvironien er også tyk. Der er de selvfede tv-stjernerne, der vil lære kortspillets gyldne regler, men er elendige til det (de halvnøgne damer i baggrunden indikerer Soderberghs tanker om ’stjernernes’ intentioner). Ved brugen af Elvis Presleys A Little Less Conversation (a little more action…) viser Soderbergh, at denne film er langt mere plotdrevet end ellers, selvom personernes troværdighed dog aldrig glemmes. En sikkerhedsvagt ved navn Oscar bedes om at sænke det (lyset) lidt, en lille hilsen til Soderberghs kunstneriske ambitioner. Kupudførslen er plausibel, hovedsagligt igennem den sort/hvide opdeling af helte og skurk.

Ted Griffin (der også stod for manuskriptet til Ridley Scotts epikafslappelse, den fremragende Matchstick Men) har begået et lidt klichefyldt manuskript, der dog besidder nogle friske og underfundige dialoger. Elskede især monologen ’We’re in Barney. Barney Rubble? Trouble!’ serveret af den undervurderede Don Cheadle, der altid er yderst velspillende. Og der er mange flere af disse små genistreger af ordspil. Soderbergh lader også meget af den mere åbenlyse og lattervækkende komik være underspillet, som gør det hele desto mere morsomt.

Den brillante musik af en af Soderberghs hofkomponister, David Holmes, er stedvis spøgefuld, stedvis medfortællende, men altid iørefaldende og atypisk og giver filmen den sidste del af elegance. Ocean’s Eleven er en sjælden udsøgt og luksuriøs film, der flere gange tangerer til sofistikeret underholdning af den uforpligtende, men mindeværdige slags. Den yderst alsidige Soderbergh løfter sig fra det ene filmiske triumf til det andet og ligger helt klart på min liste over absolut yndlingsinstruktører!