Director's Cut Uden Nyt

3.0
Anmeldelse af Director's Cut udgaven:

Efter skuffelsen i biografen, følte jeg at jeg ville prøve at give ”King Arthur” en ekstra chance i denne såkaldte director’s cut udgave, for at se om den kunne føje noget til, ændre mit syn på filmen eller andet. Jeg må tilstå, at filmen, i denne udgave ikke er bedre end biografudgaven, men heldigvis heller ikke dårligere da. Den er måske en anelse mere blodig og visse scener er længere, men der er intet i de ”nye” scener der ændrer stort på selve kernen i filmen, hvor problemerne er de samme og min kritik derfor må forblive den samme som i min oprindelige anmeldelse.

Jeg vil til gengæld påstå, at filmen altså slet ikke er så dårlig som det rygte den har fået visse steder. Den er ikke en stor oplevelse, men middelgod og det er den altså fint nok.

Et par ting kom jeg dog til at tænke på, da jeg så denne her udgave på DVD og et par spørgsmål rejste sig. Dialogen i filmen finder jeg faktisk ikke særlig god, heller ikke for genren, og al den snak i filmen om ”freedom”, når nu filmen foregår i den tid den gør, virker mig altså frygtelig amerikansk (som Bush havde haft en finger med i spillet).

Kampscenerne er stadig udmærkede underholdning, på en mere naturalistisk måde og det som holder filmen oppe. Handlingen er der intet ved, ej heller personerne (eller hovedpersonen!!!) og jeg finder faktisk filmen langtrukken når der intet sker og det er filmens store problem for mig i hvert fald.

Nu er jeg ikke historie kyndig, men en tanke jeg fik både første gang og nu er, at i filmen ser man tit Arthur og hans riddere kæmpe til hest og er der ikke noget med, at det var først noget man gjorde så langt nordpå mange, mange år senere? Nogen skal selvfølgelig være startet med det, men allerede i 400-tallet?

Noget andet er, at man i filmen får indtryk af, at Arthur og følge kun rejser nogle dage for at nå frem og atter nogle dage på at nå tilbage. Så er det at det undrer mig, at i nogle scener er det snestorm, store søer er frossen og den slags, mens det i starten og slutningen tydeligt er omkring august måned, da træer og andet er i fuldt flor og det hænger da næppe sammen eller hvad?

Jeg ved godt at alle film indeholder fejl, hvis det er fejl og at meget kan undskyldes i et eventyr. ”King Arthur” er netop bare ikke et eventyr som sådan og den påberåber sig at være realistisk og så holder disse ting ikke. Nuvel, jeg siger ikke det er fejl, selv om det virker sådan, men jeg kunne virkelig godt tænke mig svar på disse ting, hvis der sidder nogle eksperter og ved noget om den slags.

Nå men inden jeg lyder for kritisk, så er ”King Arthur” sådan set okay, ja for det ukritiske øje og dem som vil nøjes med det næstbedste er den måske endda virkelig god. Uanset hvem man tilhører, så kan man godt få to timer til at gå med filmen.
Kong Arthur