- En stjerne slukkes -

6.0
Her slutter Star Wars-eventyret, og med denne sidste film i rækken får vi en afslutning, vi sent vil glemme.

Den tredje Star Wars-film er en blanding af de bedste elementer fra de to første film. Dog er denne lidt mere eventyrlig i traditionel forstand i forhold til den sidste film, idet den overvejende arbejder med lyse farver, hvilket bestemt ikke var tilfældet med den dystre forgænger. Det korte af det lange er dog, at denne sjette og sidste episode af sagaen er endnu en helstøbt og helt igennem fremragende Star Wars-film.

Med tiden har filmene vokset sig større og større, og det mærkes også i denne, som udvider universet yderligere, og selvom ens fascination ligeledes stiger, kan man midt inde i filmen godt frygte, at man ender med at blive overmæt. Heldigvis er Lucas & co. nok en gang opgaven voksen, og man har lavet et nyt og spændende eventyr, der vanen tro leverer topunderholdning med suveræne actionscener, åndeløs spænding og flotte billeder til følge.

Det hele kulminerer rettidigt med en hæsblæsende og helt igennem fremragende afslutning, hvor man snapper efter vejret, men lige akkurat når at få pusten igen til at tage ordentlig afsked med sine helte og heltinder og ellers bare nyde en skøn afslutning på historien.

Denne afslutning hiver den sidste stjerne hjem og sætter værdigt punktum for et filmisk epos, der har gjort et uudsletteligt indtryk på filmelskere verden over og i det hele taget ændret måden, vi ser film på. George Lucas, vi er dig evigt taknemmelig.
Jedi-ridderen vender tilbage