- Højt at flyve... -
4.0
Med ”The Aviator” er Scorsese atter med i kapløbet om oscarstatuetterne, og selvom han tilsyneladende allerede er forrest i feltet, så må det siges, at hvad enten den tager prisen for det eller ej, så er ”The Aviator” bestemt ikke årets bedste film.
Ligesom en af Scorseses bedste film, ”Raging Bull”, er denne biografisk, og hovedpersonen denne gang er excentrikeren, filmskaberen, flyselskabsdirektøren og mangemillionæren Howard Hughes. Og selvom man får det indtryk, at den farverige Hughes bestemt er en film værd, så var Jake La Motta i ”Raging Bull” til sammenligning langt mere interessant at følge, af den simple årsag at han var med i en bedre film.
For selvom Scorsese givetvis har lagt utrættelige kræfter i sit seneste projekt, så har han desværre ikke tilført det den intensitet og rå energi, som normalt gør hans film til, hvad de er. Med ”The Aviator” har han lavet en meget upersonlig film og uden tvivl hans mest oscarvenlige film til dato. Det er der kommet nogle gode men bestemt også mindre gode ting ud af.
Selvom filmen højst sandsynligt vil falde i deres smag, så er denne næsten tre timer lange forestilling dog bestemt ikke en glat kæledægge for komitéen. Lad det være sagt - den er meget mere end blot en tåreperser med store billeder. En i forvejen god historie fortælles dragende, og det er mildt sagt underholdende at følge Hughes eventyr i Hollywood. Der er mange facetter i fortællingen, som både fortæller historien om pengemanden Howard Hughes men også om et krakelerende menneske med psykiske lidelser. Men netop derfor kommer vi desværre også lidt på afstand af vores hovedperson, idet filmen bevæger sig i lidt for forskellige retninger på én gang. Og det er lidt ærgerligt, da de to sider fungerer glimrende isoleret; særligt Hughes’ mere mørke side er gribende, og her kan vi pludselig kende Scorsese igen.
Som tidsbillede er filmen fantastisk. En uovertruffen scenografi er med til at skabe et realistisk og levende billede af Hollywood i 30'erne og 40’erne. Der er arbejdet vidunderligt med farverne, som er tidsbestemt og ændrer sig i takt med den daværende filmteknologi, som filmen skrider frem. Billedsiden er storladen og smuk, og rent visuelt er filmen en kæmpe bedrift.
Skuespillet er ligeledes godt. Der spilles for det meste solidt i et væld af biroller, mens DiCaprio i hovedrollen er oscaren værdig. Han er særdeles overbevisende i et portræt af et forstyrret men på samme tid kontrolleret sind.
Scorsese er altså endt med en absolut seværdig film og en på mange måder fascinerende skildring af en mand med en tilsvarende personlighed. Men samtidig kan man også sætte spørgsmålstegn ved instruktørens intentioner med filmen, og hvad det helt præcis er, som Howard Hughes er genstand for. Portrættet er spændende nok i sig selv, men til syvende og sidst er der en række spørgsmål, man ikke får besvaret, samt en del løse ender der ikke bliver fulgt op på. Og trods den modige men stærke slutning, stopper filmen ærgerligt nok der, hvor den er allermest interessant.
Ligesom en af Scorseses bedste film, ”Raging Bull”, er denne biografisk, og hovedpersonen denne gang er excentrikeren, filmskaberen, flyselskabsdirektøren og mangemillionæren Howard Hughes. Og selvom man får det indtryk, at den farverige Hughes bestemt er en film værd, så var Jake La Motta i ”Raging Bull” til sammenligning langt mere interessant at følge, af den simple årsag at han var med i en bedre film.
For selvom Scorsese givetvis har lagt utrættelige kræfter i sit seneste projekt, så har han desværre ikke tilført det den intensitet og rå energi, som normalt gør hans film til, hvad de er. Med ”The Aviator” har han lavet en meget upersonlig film og uden tvivl hans mest oscarvenlige film til dato. Det er der kommet nogle gode men bestemt også mindre gode ting ud af.
Selvom filmen højst sandsynligt vil falde i deres smag, så er denne næsten tre timer lange forestilling dog bestemt ikke en glat kæledægge for komitéen. Lad det være sagt - den er meget mere end blot en tåreperser med store billeder. En i forvejen god historie fortælles dragende, og det er mildt sagt underholdende at følge Hughes eventyr i Hollywood. Der er mange facetter i fortællingen, som både fortæller historien om pengemanden Howard Hughes men også om et krakelerende menneske med psykiske lidelser. Men netop derfor kommer vi desværre også lidt på afstand af vores hovedperson, idet filmen bevæger sig i lidt for forskellige retninger på én gang. Og det er lidt ærgerligt, da de to sider fungerer glimrende isoleret; særligt Hughes’ mere mørke side er gribende, og her kan vi pludselig kende Scorsese igen.
Som tidsbillede er filmen fantastisk. En uovertruffen scenografi er med til at skabe et realistisk og levende billede af Hollywood i 30'erne og 40’erne. Der er arbejdet vidunderligt med farverne, som er tidsbestemt og ændrer sig i takt med den daværende filmteknologi, som filmen skrider frem. Billedsiden er storladen og smuk, og rent visuelt er filmen en kæmpe bedrift.
Skuespillet er ligeledes godt. Der spilles for det meste solidt i et væld af biroller, mens DiCaprio i hovedrollen er oscaren værdig. Han er særdeles overbevisende i et portræt af et forstyrret men på samme tid kontrolleret sind.
Scorsese er altså endt med en absolut seværdig film og en på mange måder fascinerende skildring af en mand med en tilsvarende personlighed. Men samtidig kan man også sætte spørgsmålstegn ved instruktørens intentioner med filmen, og hvad det helt præcis er, som Howard Hughes er genstand for. Portrættet er spændende nok i sig selv, men til syvende og sidst er der en række spørgsmål, man ikke får besvaret, samt en del løse ender der ikke bliver fulgt op på. Og trods den modige men stærke slutning, stopper filmen ærgerligt nok der, hvor den er allermest interessant.
04/02-2005
