En visuel poet
5.0
Terrence Malick har med "Thin Red Line" skab en anti-krigsfilm, der modsat alle andre film i den genre, formår at være medrivende, beskrivende og frem for alt; poetisk. Nok er film som; Platoon, Saving Private Ryan, Black Hawk Down og Apocalypse Now medrivende, men ikke på en poetisk måde. Man føler nærmest krigens indhug i den menneskelig psyke.
TRL er en poetisk og visuel fortælling om hvad krig er. Krig er ikke bare blod og råb og skrig. Filmen stiller sig selv spørgsmålet; hvad er eksistensgrundlaget for en krig? Er det rigtigt eller forkert? TRL er en film, hvor der skal "læses mellem linierne", den fortælle om hvor skrøbeligt livet er. Replikkerne i filmen står hele tiden i en filosofisk kontrast til det visuelle. Denne voice-over er en fantastisk måde, hvorpå tilskueren bliver identificeret med personen på lærret. Reblikkerne er så velskrevet, så finurlige at de fremstår som digte; ren poesi.
Der er hele tiden en bevist overgang mellem natur (det dyriske og sårbare) og soldaterne (det menneskelige og udslættende). Denne symbiotiske tilgang til krigen er helt unik, måden hvorpå disse to (natur og soldater) smelter sammen, fremstår som en af filmens helt centrale pointer. Specielt filmens afsluttende billede, som også er nævt flere steder herunder, er helt fantastisk. For mig er hele filmen repræsenteret i det billede. Ud af al elendigheden vokser der noget nyt ud!
Der er ingen tvivl om, at TRL er en film, der er blevet forbigået. Det er et lille mesterværk. En poetisk fortælling om krigens rædsler, om menneskers metafysiske tankegang og om selve livet, hvor skrøbeligt og sårbart det er deraf filmens tittel; Thin Red Line.
TRL er en poetisk og visuel fortælling om hvad krig er. Krig er ikke bare blod og råb og skrig. Filmen stiller sig selv spørgsmålet; hvad er eksistensgrundlaget for en krig? Er det rigtigt eller forkert? TRL er en film, hvor der skal "læses mellem linierne", den fortælle om hvor skrøbeligt livet er. Replikkerne i filmen står hele tiden i en filosofisk kontrast til det visuelle. Denne voice-over er en fantastisk måde, hvorpå tilskueren bliver identificeret med personen på lærret. Reblikkerne er så velskrevet, så finurlige at de fremstår som digte; ren poesi.
Der er hele tiden en bevist overgang mellem natur (det dyriske og sårbare) og soldaterne (det menneskelige og udslættende). Denne symbiotiske tilgang til krigen er helt unik, måden hvorpå disse to (natur og soldater) smelter sammen, fremstår som en af filmens helt centrale pointer. Specielt filmens afsluttende billede, som også er nævt flere steder herunder, er helt fantastisk. For mig er hele filmen repræsenteret i det billede. Ud af al elendigheden vokser der noget nyt ud!
Der er ingen tvivl om, at TRL er en film, der er blevet forbigået. Det er et lille mesterværk. En poetisk fortælling om krigens rædsler, om menneskers metafysiske tankegang og om selve livet, hvor skrøbeligt og sårbart det er deraf filmens tittel; Thin Red Line.
19/02-2005
