En gammeldags studehandel
3.0
Den italienske film "Tyren" fortæller en fin og traditionel lille historie om et par naive plattenslagere på en mislykket tur i Østeuropa.
Den italienske film "Tyren" af instruktøren Carlo Mazzacurati blev i al ubemærkethed vist ved Copenhagen Filmfestival i 1995. Den blev stort set ikke set af nogen, vandt ikke konkurrencen og fik derfor ikke den umiddelbare mulighed for distribution herhjemme - noget vinderfilmen ellers er garanteret. Men nu har Carsten Brandt og hans biograf, Posthus Teatret i København altså købt den hjem og sat den op. Og tak skal han ha' for det. "Tyren" er nemlig en lille perle i al sin enkelhed.
Den handler om Franco, som arbejder på en tyrestation i det nordlige Italien. Han er lidt af et brushoved, men god nok på bunden; fraskilt og har i og for sig ikke nogen egentlige venner. Han bruger det meste af sin tid på arbejdet og er derfor meget frustreret, da tyrestationen må skære ned og sende arbejderne hjem for en tid. Franco ved ikke om han er købt eller solgt og bryder ind på kontoret for at lede efter et-eller-andet, som kan sige ham om han skal fyres.
Samtidig er præmietyren Corinto sluppet løs. Et tonstungt, men ejegodt og fredeligt dyr, der er lidt af en guldgrube for arbejdspladsen. Corinto kan nemlig producere sæd i stort set uanede mængder, og hans værdi nærmer sig en millard lire. Franco øjner derfor en mulighed for at slippe ud af suppedasen; han stjæler Corinto, men dyret må sælges i udlandet - alle opdrættere i Italien kender den. Franco alliererer sig med sin mere flegmatiske ven Loris, og de tager afsted til Ungarn for at få afsat Corinto på det østeuropæiske marked, som efter kommunismens sammenbrud er et paradis for driftige handelsfolk, som vil tjene hurtige penge. Lovløsheden hersker og folk i Ungarn er ligeglade med om det er stjålen gods, der handles med. Men de to bliver klogere.
Østeuropa er ikke et handelsparadis
For efterhånden som vore to venner kommer ud ad landevejen mod Ungarn, støder de ind i flere og flere vanskeligheder. Bare det at komme over de forskellige grænser er et helvede. Østeuropa er nemlig slet ikke så lovløst endda - burokratiet eksisterer i hvert fald og ikke alle toldere og grænsevagter er til at bestikke. Franco vil gerne være smart forretningsmand, men han har ikke helt fornemmelse for det, og hans frembusende facon bærer ikke frugt. Den stille Loris har mere held med at skaffe sig kontakter, men det er hos de gamle bondemænd, som lever simpelt, nøjsomt og efter de gamle og udrangerede ideer. De ligner mere hinanden, end de ligner de hurtige businessfolk og forstår hinanden på trods af sprogbarriererne.
På trods af Loris større succes må de videre - Franco leder foretagenet, og de skal til Ungarn, for det er der de store penge er. Så kan det være ligemeget med alle de her venskaber. Men det viser sig at være sværere end som så at få solgt end stjålen tyr i Ungarn. Selv om der er fagfolk alle vegne i vore dage, fagfolk som kan se en guldgrube med det samme, så er der også telefoner, faxmaskiner og andre kommunikationsmidler, som kan fortælle om en en tonstung, stjålen præmietyr. Ingen vil investere i Corinto og dermed blive retsforfulgt for hæleri og måske miste markedsandele pga. dårlig omtale.
Franco må sande at han har taget fejl med hensyn til mulighederne for forretninger i den gamle østblok, men hvad værre er, så må han også indse at hans egne evner som smart forretningsmand med tæft for at lave penge er uhyre begrænsede. Da Corinto bliver syg af al det rejseri, resignerer den ærekære Franco og Loris, som ikke tager det sig så nært, må tage styringen. Hvordan historien ender skal være usagt her, bortset fra et lille-bitte hint fra overskriften.
Mødet med den moderne østblok
Men selve filmen er ikke en studehandel i den forstand er der er blevet handlet i porten, gået på kompromis eller andet godt. Den fortæller helt straight om et par ynkelige størrelser, som render panden mod en mur, fordi deres forestilling om virkeligheden ikke slår til. Deres forsøg på at lave hurtige penge i Østeuropa afspejler nok så fint den virkelige verden, hvor det kun er de rigtig store, som tjener pengene, mens småsvindlerne møder befolkningen og får deres vrede vendt imod sig. For ligesåvel som den samtidige film "Lamerica" bliver vore venner ydmyget af en stolt befolkning, som alt for længe har ligget under et tonstungt styre. Der skal ikke komme nogen udefra og snyde dem. Nok er menneskene forarmede og gammeldags, men de er ikke dumme, og det får vore venner og især Franco at mærke. Han tror, ligesom de gør det i "Lamerica", at fordi befolkningen er fattig, kan man snyde dem for deres sparepenge.
Men til forskel for "Lamerica" er det ikke pga. befolkningens æresfølelse og stolthed at Franco ikke kan tjene penge, men fordi udviklingen har fulgt med. Uddannelses- og kommunikationsniveauet i Ungarn er fulgt på højde med det i Italien, og den naive Franco må gang på gang strække våben. Denne smertelige erkendelse får ham til at resignere, for hvor hører han egentlig til i denne moderne verden, hvor man hverken kan få lønarbejde eller være selvstændig?
Road-movie med en tyr på slæb
Lyder det som et politisk manifest over kapitalismens ulyksaligheder? Det er det egentlig ikke. "Tyren" er tværtimod ligesom "Lamerica" en gammeldags film om to småtskårne personager, som finder ud af, at de ikke kan følge med i de hurtige moderne liv, men må holde sig til det de er gode til. Loris ved det - han kan li' at være landmand og synes det er OK, mens Franco efterhånden må indse, at han aldrig bliver den store forretningsmand.
Dette skred i hans selverkendelse bliver i filmen beskrevet på traditionel og gammeldags road-movie-facon. For mens vore venner bevæger sig gennem Østeuropa skifter deres forståelse for sig selv samtidig med landskaberne og årstiderne. Terrænet bliver mere og mere uvejsomt og vejret skifter fra smukt efterårsvejr i Italien til hård vinter i det ungarske. Deres problemer opstår ikke kun i mødet med burokratiet og en selvbevidst befolkning, men også med en stor og voldsom natur, som ikke er til at overskue. Naturen bliver efterhånden både et billede på vore to heltes muligheder i Ungarn og Francos syn på sit eget liv: Total uoverskueligt og umulig at se en fremtid i.
Franco er et brushoved som buser frem uden fingerspidsfornemmelse. Til forskel for det er tyren Corinto fredelig og omgængelig og har fundet sig i sin situation. Ligesom Loris. For det er i virkeligheden Franco, som med sin busen fremad opfører sig som den traditionelle forestilling om en tyr. Han tramper på alt og alle og slipper ikke godt fra det. Tyren Franco buser frem, men bliver holdt tilbage - dels af den modstand han møder, men også af den rigtige tyr, Corinto. Det store dyr bliver et symbol på den gammeldags tankegang, som alligevel præger Franco og som han ikke kan slippe af med. Det gør at han aldrig kan være helt på højde med de moderne forretningsfolk.
Ligesom personerne i "Lamerica" må hovedpersonen i "Tyren" sande at hovedløs fremturen uden de gammeldags dyder som respekt for andre mennesker og basal selverkendelse går det galt. Men i modsætning til "Lamerica" åbner "Tyren"s slutning trods alt for et lille håb for vore venner."Tyren" er med andre ord en fin lille gammeldags film om jordbundne mennesker og traditionelle værdier. Der er intet nyt under solen, men historien er gribende på sin egen langsommelige måde, stærkt understøttet af en enkel prunkløs billedstil og Ivano Fossatis smukke melankolske underlægningsmusik.
Den italienske film "Tyren" af instruktøren Carlo Mazzacurati blev i al ubemærkethed vist ved Copenhagen Filmfestival i 1995. Den blev stort set ikke set af nogen, vandt ikke konkurrencen og fik derfor ikke den umiddelbare mulighed for distribution herhjemme - noget vinderfilmen ellers er garanteret. Men nu har Carsten Brandt og hans biograf, Posthus Teatret i København altså købt den hjem og sat den op. Og tak skal han ha' for det. "Tyren" er nemlig en lille perle i al sin enkelhed.
Den handler om Franco, som arbejder på en tyrestation i det nordlige Italien. Han er lidt af et brushoved, men god nok på bunden; fraskilt og har i og for sig ikke nogen egentlige venner. Han bruger det meste af sin tid på arbejdet og er derfor meget frustreret, da tyrestationen må skære ned og sende arbejderne hjem for en tid. Franco ved ikke om han er købt eller solgt og bryder ind på kontoret for at lede efter et-eller-andet, som kan sige ham om han skal fyres.
Samtidig er præmietyren Corinto sluppet løs. Et tonstungt, men ejegodt og fredeligt dyr, der er lidt af en guldgrube for arbejdspladsen. Corinto kan nemlig producere sæd i stort set uanede mængder, og hans værdi nærmer sig en millard lire. Franco øjner derfor en mulighed for at slippe ud af suppedasen; han stjæler Corinto, men dyret må sælges i udlandet - alle opdrættere i Italien kender den. Franco alliererer sig med sin mere flegmatiske ven Loris, og de tager afsted til Ungarn for at få afsat Corinto på det østeuropæiske marked, som efter kommunismens sammenbrud er et paradis for driftige handelsfolk, som vil tjene hurtige penge. Lovløsheden hersker og folk i Ungarn er ligeglade med om det er stjålen gods, der handles med. Men de to bliver klogere.
Østeuropa er ikke et handelsparadis
For efterhånden som vore to venner kommer ud ad landevejen mod Ungarn, støder de ind i flere og flere vanskeligheder. Bare det at komme over de forskellige grænser er et helvede. Østeuropa er nemlig slet ikke så lovløst endda - burokratiet eksisterer i hvert fald og ikke alle toldere og grænsevagter er til at bestikke. Franco vil gerne være smart forretningsmand, men han har ikke helt fornemmelse for det, og hans frembusende facon bærer ikke frugt. Den stille Loris har mere held med at skaffe sig kontakter, men det er hos de gamle bondemænd, som lever simpelt, nøjsomt og efter de gamle og udrangerede ideer. De ligner mere hinanden, end de ligner de hurtige businessfolk og forstår hinanden på trods af sprogbarriererne.
På trods af Loris større succes må de videre - Franco leder foretagenet, og de skal til Ungarn, for det er der de store penge er. Så kan det være ligemeget med alle de her venskaber. Men det viser sig at være sværere end som så at få solgt end stjålen tyr i Ungarn. Selv om der er fagfolk alle vegne i vore dage, fagfolk som kan se en guldgrube med det samme, så er der også telefoner, faxmaskiner og andre kommunikationsmidler, som kan fortælle om en en tonstung, stjålen præmietyr. Ingen vil investere i Corinto og dermed blive retsforfulgt for hæleri og måske miste markedsandele pga. dårlig omtale.
Franco må sande at han har taget fejl med hensyn til mulighederne for forretninger i den gamle østblok, men hvad værre er, så må han også indse at hans egne evner som smart forretningsmand med tæft for at lave penge er uhyre begrænsede. Da Corinto bliver syg af al det rejseri, resignerer den ærekære Franco og Loris, som ikke tager det sig så nært, må tage styringen. Hvordan historien ender skal være usagt her, bortset fra et lille-bitte hint fra overskriften.
Mødet med den moderne østblok
Men selve filmen er ikke en studehandel i den forstand er der er blevet handlet i porten, gået på kompromis eller andet godt. Den fortæller helt straight om et par ynkelige størrelser, som render panden mod en mur, fordi deres forestilling om virkeligheden ikke slår til. Deres forsøg på at lave hurtige penge i Østeuropa afspejler nok så fint den virkelige verden, hvor det kun er de rigtig store, som tjener pengene, mens småsvindlerne møder befolkningen og får deres vrede vendt imod sig. For ligesåvel som den samtidige film "Lamerica" bliver vore venner ydmyget af en stolt befolkning, som alt for længe har ligget under et tonstungt styre. Der skal ikke komme nogen udefra og snyde dem. Nok er menneskene forarmede og gammeldags, men de er ikke dumme, og det får vore venner og især Franco at mærke. Han tror, ligesom de gør det i "Lamerica", at fordi befolkningen er fattig, kan man snyde dem for deres sparepenge.
Men til forskel for "Lamerica" er det ikke pga. befolkningens æresfølelse og stolthed at Franco ikke kan tjene penge, men fordi udviklingen har fulgt med. Uddannelses- og kommunikationsniveauet i Ungarn er fulgt på højde med det i Italien, og den naive Franco må gang på gang strække våben. Denne smertelige erkendelse får ham til at resignere, for hvor hører han egentlig til i denne moderne verden, hvor man hverken kan få lønarbejde eller være selvstændig?
Road-movie med en tyr på slæb
Lyder det som et politisk manifest over kapitalismens ulyksaligheder? Det er det egentlig ikke. "Tyren" er tværtimod ligesom "Lamerica" en gammeldags film om to småtskårne personager, som finder ud af, at de ikke kan følge med i de hurtige moderne liv, men må holde sig til det de er gode til. Loris ved det - han kan li' at være landmand og synes det er OK, mens Franco efterhånden må indse, at han aldrig bliver den store forretningsmand.
Dette skred i hans selverkendelse bliver i filmen beskrevet på traditionel og gammeldags road-movie-facon. For mens vore venner bevæger sig gennem Østeuropa skifter deres forståelse for sig selv samtidig med landskaberne og årstiderne. Terrænet bliver mere og mere uvejsomt og vejret skifter fra smukt efterårsvejr i Italien til hård vinter i det ungarske. Deres problemer opstår ikke kun i mødet med burokratiet og en selvbevidst befolkning, men også med en stor og voldsom natur, som ikke er til at overskue. Naturen bliver efterhånden både et billede på vore to heltes muligheder i Ungarn og Francos syn på sit eget liv: Total uoverskueligt og umulig at se en fremtid i.
Franco er et brushoved som buser frem uden fingerspidsfornemmelse. Til forskel for det er tyren Corinto fredelig og omgængelig og har fundet sig i sin situation. Ligesom Loris. For det er i virkeligheden Franco, som med sin busen fremad opfører sig som den traditionelle forestilling om en tyr. Han tramper på alt og alle og slipper ikke godt fra det. Tyren Franco buser frem, men bliver holdt tilbage - dels af den modstand han møder, men også af den rigtige tyr, Corinto. Det store dyr bliver et symbol på den gammeldags tankegang, som alligevel præger Franco og som han ikke kan slippe af med. Det gør at han aldrig kan være helt på højde med de moderne forretningsfolk.
Ligesom personerne i "Lamerica" må hovedpersonen i "Tyren" sande at hovedløs fremturen uden de gammeldags dyder som respekt for andre mennesker og basal selverkendelse går det galt. Men i modsætning til "Lamerica" åbner "Tyren"s slutning trods alt for et lille håb for vore venner."Tyren" er med andre ord en fin lille gammeldags film om jordbundne mennesker og traditionelle værdier. Der er intet nyt under solen, men historien er gribende på sin egen langsommelige måde, stærkt understøttet af en enkel prunkløs billedstil og Ivano Fossatis smukke melankolske underlægningsmusik.
19/11-2018