- Nu uden Hollywoodstjerner -

4.0
Endnu en filmatisering af den klassiske fortælling om Peter Pan synes unødvendig, men efter at have set denne nyligt udkomne udgave, genfinder man glæden ved eventyret og opdager, at det snildt kan overleve endnu en tur på det store lærred.

Særligt når det er gjort så godt, som det er her. Man har været tro mod fortællingens rødder og fortalt eventyret meget klassisk og med gammelmodig tone. Og det virker godt, da man derved hylder eventyret på den bedste måde – nemlig ved at finde dets oprindelige kvaliteter frem og fortælle det, som det i sin tid blev tænkt.

Det kunne der nu også have kommet en lidt træg filmatisering ud af, men her har man med stor succes krydret den klassiske fortælling med en visuel opstrammer samt et levende tempo, der tilfører filmen al den eventyrlighed som historien fortjener.

På rollelisten finder man næsten udelukkende britiske skuespillere (titelrollen undtaget), ingen store navne men alle gør et godt stykke arbejde. Unge Sumpter er en troværdig og god Peter Pan, mens Isaacs er en endnu bedre Kaptajn Klo med diabolsk spil, der næsten overgår Dustin Hoffmans uforglemmelige version i Spielbergs ”Hook”.

Selvom den måske lige mangler det sidste, for at man kan fælde den berømte tåre, så overrasker filmen positivt ved både at være gammeldags og moderne underholdende. Her får man i hvert fald alt, hvad der hører med til dette pragtfulde eventyr og får det oven i købet serveret med store og flotte billeder, der begejstrer og imponerer. En positiv overraskelse.
Peter Pan