- Livets endestation -

5.0
Det er ikke nogen hemmelighed at franskmændene er gode til at lave film. Særligt når det gælder afdæmpede dramaer, ja her er der jo nærmest tale om ekspertise, men det hænder dog stadig, at man bliver overrasket positivt lidt udover det sædvanlige. En sådan film er ”Manden Fra Toget”.

Et lillebitte drama udspiller sig i en lillebitte by. Vi introduceres hurtigt for filmens to aldrende karakterer, og således er vi kørt i stilling. Resten af filmen går nu med at følge en indtagende, humoristisk og dragende fortælling om to fremmede mennesker, der i nogle dage lever sammen og i den tid lærer hinanden at kende på godt og ondt.

Simpelt lyder det, men ligeså simpelt som det lyder, ligeså meget substans er der i historien. Det er nemlig en helt igennem fremragende fortælling, der både er nærværende og varm, og som omhandler en masse gode temaer om den del af livet, hvor man i sine sidste kapitler ser tilbage på de år, der gik – de år der nu definerer det menneske, man står tilbage som i dag. Det er blevet tid til revision.

Der er begavet instrueret - både skuespillerne, som er særdeles velvalgte, men også i al almindelighed. Hver eneste klip og scene virker velovervejet, og instruktør Leconte fortæller til dels sin historie gennem sine smukke metaforiske billeder.

”Manden Fra Toget” er en usædvanlig god film, der slår et slag for originaliteten og selvstændigheden i filmindustrien i dag. Det er en unik lille oplevelse, som måske efter udseende at dømme virker beskeden, men som bag sit afdæmpede ydre har et enormt filmhjerte gemt, der banker på livet løs.
Manden fra toget