Oooohh...!

2.0
"Reptilicus", "Historien om Kim Skov", "Walter og Carlo", "Slim, Slam og Slum" og "Stjerner Uden Hjerner" er vist altsammen kvalificerede bud på Danmarks ringeste film til dato.

Trods sønderlemmende kritik i størstedelen af anmelderpressen, så hører Heini Grünbaums "Flænset" ikke hjemme i dét selskab. Faktisk er der tale om usædvanligt godt filmhåndværk af en lavbudgetfilm som denne at være. I dette tilfælde er det så endog noget så sjældent som en dansk splatterfilm!

Dog er det mig en gåde, hvordan det lykkedes Grünbaum at overtale så mange prominente skuespillere til at deltage i projektet(?), for manuskriptet må omtrent være det tyndeste, der nogensinde er skrevet til en dansk fiktionsfilm, og replikkernes kvalitet gør bestemt heller ikke arbejdet let for de medvirkende skuespillere. En mere habil manuskriptforfatter end Grünbaum selv kunne muligvis ha' løftet værket lidt. Selv en kort spilletid på 77 minutter føles faktisk lidt lang i dette tilfælde.

Grünbaum har ønsket at skildre jalousiens instinkt, hvilket også er undertitlen på filmen.
En mand (Larsen) ser sin (sexede) kone (Frellesvig) i vellystigt samkvem med en saftig macho-tyr (Brendstrup), hvorefter han går fuldstændig amok i en blodrus. Undervejs hvirvles såvel to ualmindeligt sløve og drikfældige politimænd (Okking og Mikkelsen) samt en totalt udenforstående kvinde (Akvami) ind i de drabelige begivenheder.

Der ligger en momentvis tilfredsstillelse ved at se Thomas Bo Larsen gå fuldstændig amok på sine omgivelser, og hele filmen ligner en sjov lummer perversion fra instruktørens side, da ifølge instruktørlydsporet på DVDen endog havde måttet dæmpe sine oprindelige fantasier en smule.

Brendstrups og Frellesvigs replikker er i øvrigt eftersynkroniseret af Michael Carøe og Ellen Hillingsøe, der således har fået rig lejlighed til at "snakke frækt".

Uden en vis sympati for splattergenren, vil det være omsonst at gå i krig med denne film. Men ellers er man ind imellem ganske godt underholdt qua filmens rendyrkede perverse stemning.
Flænset