DVD-anmeldelse.

De sædvanlige mistænkte

DVD-udgaven af "Casablanca" er ikke noget udstyrsstykke, men der er dog blevet plads til dokumentaren "You Must Remember This", som Turner Entertainment producerede til filmens 50 års jubilæum i '92. Lauren Bacall er værtinde, og de sidste overlevende mistænkte fortæller om tilblivelsen. Man får ikke noget at vide, som ikke er beskrevet forfra og bagfra i den rige litteratur omkring filmen, men det er nyttigt at få sat ansigter på. Endvidere vises klip fra to af de dødfødte tv-serier, som har været baseret på "Casablanca".


Filmen var og er et lykketræf. Jack L. Warner betalte mere end sædvanligt for et endnu ikke opsat teaterstykke, "Everybody Comes to Rick's", af Murray Burnett og Joan Alison. David O. Selznick gik med til at låne Warner Ingrid Bergman, fordi han ikke troede på filmen, og fordi han fik en film med Olivia de Havilland til gengæld. Julius og Philip Epstein gav manuskriptet en ironisk overhaling, som lagde Ricks type fast og etablerede tonen mellem Bogart og Rains. Så tog de til Washington for at hjælpe Frank Capra med propagandaserien "Why We Serve". Også "Casablanca" er jo sentimental propaganda.


Imens trådte Howard Koch til og gav kærlighedshistorien mellem Bogart og Bergman den superromantiske aura, som publikum stadig reagerer på, men først da brødrene Epstein vendte tilbage, fik spillerne en idé om, hvordan det skulle ende. Man kunne til det sidste ikke bestemme sig for, om Bergman skulle følge med Paul Henreid eller Bogart. Og havde filmen fået en lykkelig slutning, ville vi næppe kalde den klassisk i dag.


Spil den, Sam
"Play it, Sam." "Here's looking at you, kid." "We'll always have Paris." "Round up the usual suspects." "I think this is the beginning of a beautiful friendship." Dialogen til "Casablanca" har leveret flere alment kendte citater, end de fleste af 40'ernes øvrige film har tilsammen, men oprindelig var både George Raft og Ronald Reagan på tale til rollen som Rick, og den effektive slutning blev lavet i studiet ved hjælp af en malet bagvæg, en flyattrap i halv størrelse og dværge som statister.

Det kan man hverken se eller mærke, men DVD'ens skarpe opløsning fremhæver studiepræget i de anstrengt myldrende bazarscener. I tilgift til Bogart, Bergman og Rains er her Herman Hupfelds evergreen "As Time Goes By", mesteren Max Steiners drivende sentimentale score, Sydney Greenstreet, Peter Lorre og resten af de sædvanlige mistænkte.

"Casablanca" var inspireret gruppearbejde, en B-film som blev en A-film ved et lykkeligt sammenfald af tilfældigheder. Det er svært at se den med friske øjne, men den er altid værd at gense, og så snart skiltet med "The End" på er vist, skal man skynde sig at sætte den Herbert Ross-instruerede Woody Allen-film "Play It Again, Sam" ("Mig og Bogart", '72) i afspilleren. Allens fortabte ansigt i åbningsscenen siger mere end mange analyser om den mytologiske styrke i arven efter "Casablanca".

Februar, 2000