Charmerende Lille Komedie

3.0
Småsvindleren La Fleur’s (Vaughn) træningssted, hvor kun en flok ynkelige tabere og originaler holder til, kommer i økonomiske vanskeligheder og Millionæren, den usympatiske White Goodman (Stiller) der ejer en række hotte træningscentre, prøver at købe stedet. Men La Fleur og dem der træner hos ham, melder sig til en dodgeball-tunering (en form for høvdingebold) for at vinde penge. Goodman får nu travlt med selv at stille op med et toptrimmet hold, der kan forhindre dette.

”Dodgeball” er en på mange måder typisk mainstream Hollywood-komedie, hvor der gøres grin med den store fiksering på hvordan fitness, sundhed og de ydre værdier sælges som var det vejen til alt lykke her i tilværelsen og den er samtidig en parodi på den klichefyldte sportsfilm-genre.

Desværre er den forudsigelige og tynde historie selv hæmmet temmelig meget af mange klicheer, foruden dem den gør grin med, så rigtigt morsomt bliver det aldrig, men dog morsomt. Men når det så er sagt, så er ”Dodgeball” en behagelig og sød lille film, der alligevel formår at levere solid underholdning og indtil flere hæderlige grin undervejs, så man aldrig keder sig. Humoren er hverken sofistikeret eller på et særligt højt plan, faktisk tværtimod men desværre lidt for meget i den sobre ende, og opfindsomt kan det næppe kaldes, men den serveres med varme, charme og et glimt i øjet som det er svært at stå for (man skal være noget mavesur for at hade denne film).

I de to bærende mandlige hovedroller er Stiller overspillende selvcentreret, men indrømmet en god karikatur på et narcissistisk menneske, der prøver at skjule sit lave selvværd bag en overdimensioneret selvtillid, mens Vaughn er en god modvægt, der giver balance i filmen, med en underspillet og næsten tør præstation der grænser til det kedelige. Flere af birollerne er ligeledes fine nok, når de giver den som små sjove og skæve personligheder.

Den spillefilms-debuterende instruktør Thurber leverer en lille sjov film til det store publikum. Man vil næppe mindes den for noget særligt, trods enkelte barokke indfald, men den er hyggelig nok mens den kører.
Dodgeball