Mareridtet vender tilbage

5.0
Efter gensynet med den originale Stjålne Kroppe/Invasion of the Body Snatchers fra 1956 følte jeg en trang til også at lægge mine øjne på Philip Kaufmans genindspilning fra 1978 med Donald Sutherland i hovedrollen.

Af de tre Body Snatchers (den tredje og sidste er Abel Ferraras lidt underlegne version) er denne her min klare favorit.
Den holdning er helt klart farvet af, at det er en film jeg så som ganske ung og som havde en sådan mareridts-indvirkning på mig, at den nok altid vil virke lidt "magisk" at vende tilbage til.

Stjålne Kroppe/Invasion of the Body Snatchers foregår i San Fransisco, hvor Matthew Bannell (Donald Sutherland) lægger mærke til, at flere af hans venner klager over en underlig opførsel hos familie og bekendte. Da selvsamme venner senere bliver spurgt vedrørende problemet benægtes eller bortforklares hændelsen som en fejltagelse.

Bannell bliver dog senere vidne til en grotesk skabning, der kopierer den menneskelige krop, og dermed bliver forklaringen på den underlige opførsel uhyggeligt åbenlys.

Bannell beslutter derfor at flygte sammen med sine venner før de alle lider samme skæbne som resten af byens befolkning.
Spørgsmålet er så bare hvor man flygter hen og hvem man stoler på, når man ikke ved om ens nærmeste virkelig er det de giver sig ud for at være.

Stjålne Kroppe/Invasion of the Body Snatchers er en godt instrueret og ganske stemningsfuld gyser, hvor temaet er angst for tab af ens identitet og individualitet.
Et tema man kan sætte sig ind i hvis man er nået gennem puberteten og den efterfølgende ungdomsperiode med der tilhørende forvirring :-)
Dét husker jeg ihvertfald ganske tydeligt hehe.

Kaufmans film fungerer faktisk, både som remake og som en slags hyldest til Don Siegels original.
På samme tid indeholder den adskillige nervepirrende situationer, der krydres med udemærkede special effects.

Som nævnt i starten har denne film en nostalgisk plads hos undertegnede. På nuværende tidspunkt, hvor jeg har set filmen adskillige gange kan jeg fastslå, at den faktisk er lige så skræmmende den fjerde gang som den var første gang (eller næsten:-).

Stjålne kroppe/Invasion of the Body Snatchers er helt sikkert en gyser-klassiker i min bog og jeg vil anbefale den til alle, der nyder et godt gys.
Stjålne kroppe