storslået sanglærke

Den storslåede sangskriver Andrew Lloyd webber, står bag den musikalske part i den nyeste filmatisering af en af verdens mest berømte og mest sælgende musicals, nogensinde.
Der er tale om en professionel kunstner, som mestrer at skrive dystre, men samtidig rørende melodier.
Og, som i teaterudgaven, blæser sammensætningen af instrumenter, strålende sangstemmer, samt en ubeskrivelig scenografi, publikum fuldstændig omkuld.
Velkommen til ‘The Phantom of the Opera’.

Historien udformer sig egentlig ganske forudsigeligt.
Sanglærken Christine, får tildelt hovedrollen i en operette, efter en snerpet sangerinde siger op.
Hun får stor succes, og genforenes med sin barndomsven, efter mange års adskillelse.
Under den store scene, i korridorerne og i de mørke gange, bor fantomet. Alle frygter og afskyr ham.
Christine tiltrækkes dog, af den mystiske skikkelse, og et mørkt drama opstår.

Det vigtigste i filmen, er bestemt ikke fortællingen. Musikken, skuespillerne, dekorationerne, og alle omgivelserne, er hvad man skal lægge mærke til. Det er her, filmen imponerer og det er hvad man drages af.
I denne version, er det den garvede Joel Schumacher, som står for instruktionen.
VI har efterhånden set, så mange vellavede genrefilm fra den mand, at folk verden over, har forventet et stort visuelt bombardement, og et kunststykke med bid i.
Dette er præcis, hvad filmen er.
Der er symbolisme, og en dybere mening, med enhver optagelse. Det er tydeligt at se, at der er arbejdet flittigt og hårdt, ned til selv den mindste detalje.
Mens musikken brager højlydt, farverne sprudler, og kameraet står rystende, leveres skuespil af så høj karat,
At man med åndenød følger deres videre kamp.
Over hele linien, er rollerne velspillede. Lige fra Minnie Drivers fortolkning, af en snobbet sangerinde, til Gerard Butlers fænomenale præstation, som det psykisk nedbrudte, og medlidenhedsvækkende fantom.
Dog, er der en præstation, der overskygger dem alle. Nemlig, den bedårende og talentfulde hovedrolle, som spilles fintfølende, og stærkt af den unge og forholdsvist ukendte Emmy Rossum.
Hendes rene og smukke ansigt rummer så mange indre hemmeligheder, at man fristes til at holde om hende, så hun kan få trøst.
Den vidunderlige og dybtfølte sangstemme, både brager igennem, og er nogle gange tilbageholdende og så intens, at lærredet nærmest koger.
Hun kan spille som et uskyldigt og følsomt pigebarn, og samtidigt er hun en stor diva i andre scener.
En af sin generations bedste skuespillerinder, ville være passende at sige, og jeg glæder mig utrolig meget til at se flere pragtpræstationer fra hendes side.

Historien fylder som sagt ikke så meget, men når alt andet er overrumplende, blegner de negative ting, og forbliver ligegyldige. Nogle ville måske sige at det var et stort problem, men i denne sammenhæng, fungerer det faktisk.
Temaerne, er egentlig fine nok, og minder til forveksling, lidt om ’Elefantmanden’. Vandskabningen, alle væmmes ved, og alle gør nar ad. Dette grusomme emne, gør at ’Phantom of the Opera’ vækker meget stof til eftertanke, og bliver hængende på nethinden.
Det er en storslået film, som imponerer og rører. Der er dog, kritikere der helt ufortjent har rakket filmen ned, for en manglende musikalsk opdatering. Men efter min mening, er Andrew Lloyd Webbers musik, en enestående oplevelse at overvære, og jeg er sikker på, at filmen ville have fejlet hvis der var blevet redigeret eller ændret noget.