Når Kynikeren Møder Drømmeren

Taxikører (Foxx) tages som gidsel af lejemorder (Cruise) og tvinges til at køre ham rundt i Los Angeles natteliv, så han kan rydde en række vidner af vejen.

Som spændingsfilm og thriller er Mann’s ”Collateral” en fængslende og nervepirrende historie, fortalt med nerve og glød, som tematisk fortælling om to homonyme og alligevel disparate personligheder er den brillant og tæt på at være en genistreg.

Scenen er et skummelt belyst og stemningsfyldt Los Angeles om natten, hvor kameraet flot fanger byens dunkle sider og hvor mørket er en metafor for vores mest ensomme følelser og tanker som menneske, de ting vi har eller kan have så svært ved at komme ud med.

Cruise og Foxx leverer besnærende og fantastiske portrætter af to mennesker der begge er fyldt med bristede illusioner. Foxx som den virkelighedsfornægtende og bløde drømmer der ikke tør springe ud i livet og Cruise som den afstumpede kyniker, der ikke længere tør eller kan drømme og ikke tør skabe ægte menneskelige relationer, men finder et håb og et glimt af sig selv i Foxx’s romantiserende taxikører, der igennem Cruise’s kynisme må og bliver nød til at lære at tage springe, ikke være bange for livet og at man skal turde blive såret for at leve (og i sidste ende finde kærligheden og lykken).

Det er et eminent portræt af to mennesker, der begge kæmper med tilværelsen, sandsynligvis på næsten samme baggrund, men har valgt hver deres måde at tackle den på.

Mann’s sympati og menneskesyn er dog klar, for selv om vi får medfølelse med Cruise’s ensomme morder, så skader den fornægtende drømmer kun sig selv, mens kynikeren også skader de mennesker han møder på sin vej og hvor drømmeren måske kan lære at leve et naturalistisk liv, hvis han tør være en anelse mere kynisk, så er kynikeren i sidste ende fortabt, de forliste følelser og lysten til livet vender ikke tilbage, han må gå til grunde.

Hvem der er bedst af de to hovedrolleindehavere må være en smagssag, for de spiller begge suverænt. Foxx, tidligere komiker, giver et indfølt og ægte billede af sin taxikører og har de fleste nuancer, men det kræver rollen også, mens Cruise på et mere minimalistisk grundlag skal skildre sin karakters egenskaber, hvilket især sker igennem øjnene og her er Cruise fænomenal. Rollen kræver teoretisk mindre, men er derfor egentlig også sværere.

Også som ren thriller fungerer ”Collateral” næsten upåklageligt, om end en anelse langsommeligt i sin opbygning, hvis man kun søger ren underholdning. Mann er en dygtig fortæller og giver både historie og personer tid til at udvikle sig. Der sker dybest set ikke meget i længere perioder, men det føles aldrig kedeligt eller langtrukkent og selv den grundlæggende handling ikke er noget særligt og er forudsigelig, så har den sine momenter af både fortrinlig spænding og teknisk raffineret action.