Atypisk gangsterfilm

5.0
Little Odessa er en atypisk gangsterfilm, hvor omdrejningspunktet er Joshua Shapira (Tim Roth), en følelsesmæssigt afsondret lejemorder, der vender hjem til Brooklyn for at udføre et snigmord.
Han vender tilbage til sin fødeegn selvom adskillige "vanskeligheder" i hans fortid gør det farligt. Ret beset er den største forhindring forholdet til faderen Arkady (Maximilian Schell).

For selvom Joshua på sin egen indelukkede måde elsker både sin døende moder Irina (Vanessa Redgrave) og sin yngre bror Reuben (Edward Furlong) er der kun antipati tilovers imellem faderen og Joshua.
Alligevel vender han tilbage til det russiske kvarter og møder efterhånden hele sin familie.
Desuden møder han en gammel flamme, Alla Shustervich (Moira Kelly), en ung kvinde der modstræbende er tiltrukket af den ensomme Joshua.

I starten af filmen er Joshua i sit eget selvskabte helvede og i løbet af filmen får han mulighed for en slags forløsning derfra, f.eks igennem forholdet til Alla, men han forkaster det hver gang.
Joshua har ingen følelsesmæssige evner, derfor bliver ethvert forsøg på at fremkalde følelser hos Joshua mislykkede. Da han elsker med Alla bliver sex-akten kold og mekanisk, derudover kan han heller ikke græde da han møder sin døende mor.
Den eneste følelsesmæssige reaktion han kommer med provokeres frem af faderen og den er af entydig negativ karakter.
Tim Roth viser lejemorderen i al hans afstumpethed og ensomhed og det er virkeligt imponerende hvordan han kører med klatten.

Little Odessa er en kompleks film med mange lag af stærke temaer og fascinerende karakterer. Den disharmoniske familie portrætteres fra et ret anderledes perspektiv; i Little Odessa handler det i bund og grund om intentioner, der til at begynde med var gode, men som efterhånden er gået mere ned skævt.
Desværre opnåede Little Odessa ikke nogen stor kommerciel success, jeg tror den røg direkte ud på video herhjemme, men det forhindrer den ikke i at være en meget stærk film.