Hong Kong crazy komedie

4.0
Stephen Chow er en af de mest populære komikere fra Hong Kong indenfor de sidste mange år, og "Kung Fu Hustle" har blot gjort ham endnu mere populær. "Kung Fu Hustle" er den ultimative Hong Kong crazy komedie med cgi-effekter og et langt større budget end "Shaolin Soccer". Det har haft en positiv og negativ effekt. Det har givet Stephen Chow mulighed for at lege meget mere med de langt ude effekter, men lidt af charmen er forsvundet.

I Shanghai i 1940'er styrer øksebanden sagerne. Taberen Sing (Stephen Chow) vil gøre alt for at komme med i den onde bande. Han har fra barndommen indset at de onde altid vinder og er stærkest, så han har altid villet være ond. Hvilket er et sjovt twist på de typiske historier om gode kung fu-helte. Vi følger med den typiske knytnæve-fodder af en antihelt, der som regel bliver pryglet på ingen tid i de sædvanlige kung fu-film. Han er ligesom Chaplin og Buster Keaton.
I den sjoveste scene i filmen løber den smukkeste issælgende pige efter ham med et inderligt, forelsket blik i øjnene, mens ham griner hånligt af hende fra bagperronen af en sporvogn med kæften fuld af den is, han har stjålet fra hendes bod. Smuk, smuk scene. Øksebanden har det imidlertidigt hårdt, da en flok kung fu-mestre holder fast i deres fattige nabolag styret med hård hånd af den stride udlejerske (Qiu Yuen) med skærebrænderstemme og håret fuld af papilotter. Øksebanden hyrer diverse lejemordere og til sidst udyret (Siu Lung Leung) til at få udryddet kvarteret, og til sidst viser det sig, at Sing kunne mere end han troede.

Men det vidste vi jo godt i forvejen. Den sidste halvdel af filmen er forudsigelig, og der går lidt for meget wire-fu i den, der ikke er så spændende i længden. Den første halvdel af filmen har også masser af cartoon-humor og sære, sære figurer så som barberen, der altid har bukserne halvt nede over ballerne, men i starten virker det sjovt og originalt. Efterhånden bliver det dog trættende, og den sidste times eksplosive action er end tand for eksplosiv. Desværre virker kærlighedshistorien heller ikke for godt, selv om pigen (Shengyi Huang) er helt fantastisk smuk. Alt i alt en god omgang underholdning med nogle gode scener og andre mindre gode scener.
Kung Fu Hustle