©Overhyped©

3.0
Indeholder spoilers:

Efter al den hype der har været omkring denne film, kan jeg kun sige: "Don´t believe the hype".

"Saw" er en udmærket psykologisk thriller, men når folk begynder at sætte den på samme hylde som "Seven", så stopper festen for mig.

Problemet er, at instruktøren har stået med en udmærket idé, som han bare ikke har formået at få spredt ud over de lidt over halvanden time, som filmen varer. Det medfører en del unødvendige scener, hvis formål kun er at fylde ud og som samtidig afholder filmens spændingskurve fra at bibeholde et nogenlunde niveau.

Derudover har Wan indimellem valgt at speede tingene lidt op i visse scener, ved at køre hastigheden i scenerne op og det forekommer meget malplaceret og særdeles unødvendigt.

Da det netop forekommer højst unødvendigt kommer det hurtigt til at virke meget søgt og det er ikke det eneste element i filmen, der virker sådan på en.

I det hele taget er der flere ting ved selve historien, som udelukkende virker som et forsøg på at lave noget anderledes - ikke fordi det passer ind i historien - men bare for at det kan forekomme anderledes og overraskende på folk. Med andre ord er der mange aspekter ved denne film, som virker meget søgt og man kunne godt mistænke Wan for at fokusere for meget på at lave en ny "Seven" fremfor at have fokuseret lidt mere på historien.
Alene morderens formål og hensigt er så lig "Seven" og adskillig andre film af denne type, at det forekommer så banalt og klichéagtigt på en.

Et godt eksempel når jeg hentyder til, at filmen er søgt, det er slutningen. Selvfølgelig et forsøg på at diske op med en overraskelse til sidst, men det virker så aldeles latterligt på en, når man giver sig tid til at tænke over det, at det faktisk er mere med til at trække det overordnede indtryk af filmen ned, fremfor at opnå det modsatte og sikkert forventede resultat.

Alene titlen på filmen virker aldeles ligegyldig på en, når først man har set filmen. Filmens titel er så lille en detalje i filmen, at den lige så godt kunne have heddet "Gun".

Et sidste kritikpunkt er skuespillet, som henimod slutningen forekommer ufrivillig komisk og det må man næsten klandre Wan og manuskriptet for, da skuespillerne forsøger at gøre det bedste med det materiale de har.

Alt i alt er jeg en smule skuffet over denne film, da jeg havde forventet mere end en middelmådig thriller. Filmen underholdt mig dog udmærket selvom den næppe vil gå over i filmhistorien som en klassiker. Dertil er der lidt for meget spekulation og for lidt historie.

Jeg vil dog være large og give filmen 3 stjerner, da den var udmærket som underholdning og som udgangspunkt indeholdt en meget interessant idé. Jeg ville bare ønske, at Wan havde satset lidt mere på historien fremfor at fokusere for meget på at diske op med noget nyt. Så var resultatet måske blevet mere helstøbt.

Så hold forventningerne nede.
Saw