En blandet fornøjelse
3.0
Selve filmen, er fyldt med alle de klichéer og floskler, som de fleste amerikanske film indeholder. Tom Cruise spiller den her lidt ego-centrede person, som har et dårligt forhold til sine børn, som han skal passe en weekend, hans eks har fundet sig en rig og ordentlig mand, og børnene, gider slet ikke være sammen med deres rigtige far..
Historien bevæger sig langsommeligt igennem plottet, hvor Spielberg tydeligvis dvæler ved nogle enkelte ganske storstillede elementer – effekterne er jo som altid i hans film meget flotte, og det lykkedes ham også at forskrækker os i starten. Filmen sætter sig bare aldrig rigtig fat, da der bliver for meget genbrugt. Lille Dakota Fanning (Man in Fire, Uptown girl) spiller den hysteriske lidt forkælet pige ganske godt, at hun har fået en dybt utaknemmelig rolle, er ikke hendes fejl. Sønnen Robbie vil gerne være helt – og stakkels Tom Cruise, har svært ved at holde styr på sin lille familie, mens at verden bliver smadret omk. dem.
Har man læst bogen eller set filmudgaven fra 1953 (Klodernes kamp), ved man jo hvad det er som rumvæsnerne kan slåes på, men selvom man sidder med den viden, bliver man alligevel skuffet over Spielbergs version, og man føler sig lidt tom over slutningen, hvor Morgan Freemans stemme, fortæller os, at vi som mennesker har fortjent retten til at overleve på jorden, og det kan udefrakommende ikke ændre på.
Filmen er smækfyldt med fejl – fra starten hvor at rumvæsnerne smadre alt elektronik, men folk alligevel løber rundt med deres digitalkameraer, og hvor man oven i købet ser en scene fra en af disse. Til de halvhjertet dialoger.
Effekter kan være fantastiske, men at tro at man kan blive ved med at lave halvhjertet film, som skal bæres på effekter alene, er simpelthen bare ikke godt nok.
Historien bevæger sig langsommeligt igennem plottet, hvor Spielberg tydeligvis dvæler ved nogle enkelte ganske storstillede elementer – effekterne er jo som altid i hans film meget flotte, og det lykkedes ham også at forskrækker os i starten. Filmen sætter sig bare aldrig rigtig fat, da der bliver for meget genbrugt. Lille Dakota Fanning (Man in Fire, Uptown girl) spiller den hysteriske lidt forkælet pige ganske godt, at hun har fået en dybt utaknemmelig rolle, er ikke hendes fejl. Sønnen Robbie vil gerne være helt – og stakkels Tom Cruise, har svært ved at holde styr på sin lille familie, mens at verden bliver smadret omk. dem.
Har man læst bogen eller set filmudgaven fra 1953 (Klodernes kamp), ved man jo hvad det er som rumvæsnerne kan slåes på, men selvom man sidder med den viden, bliver man alligevel skuffet over Spielbergs version, og man føler sig lidt tom over slutningen, hvor Morgan Freemans stemme, fortæller os, at vi som mennesker har fortjent retten til at overleve på jorden, og det kan udefrakommende ikke ændre på.
Filmen er smækfyldt med fejl – fra starten hvor at rumvæsnerne smadre alt elektronik, men folk alligevel løber rundt med deres digitalkameraer, og hvor man oven i købet ser en scene fra en af disse. Til de halvhjertet dialoger.
Effekter kan være fantastiske, men at tro at man kan blive ved med at lave halvhjertet film, som skal bæres på effekter alene, er simpelthen bare ikke godt nok.
29/06-2005
