Kampen mod egoet

4.0
-Spoilers-

"Dem der mister besindelsen er dem der dør først" Siger Odilvy AKA Tim Robbins i en af filmens mere rolige pasager, og det er vel så at sige en slags morale/omdrejningspunkt for denne film. Kort efter mister han selv besindelsen, og må naturligvis lade livet. Tom Cruise bliver hans banemand. En scene, der er et af flere irritationsmomenter ved dette brag af en action film. Jeg ved godt at Ray slår en prisgivet mand ihjel for at redde sit og sin datters liv, men man slår ikke bare en mand ihjel og er totalt upåvirket, med mindre man er en kold psykopat.
Et andet irritationsmoment, dog et mindre et, er hvordan det lykkes sønnen at overleve og tilmed nå til Boston før far og datter.
Endelig undrer det mig, hvorfor Aliens absolut skal ligne en blanding af forvoksede græshopper og blæksprutter med ben. En race, der er mennesket overlegen burde heller ikke blive skræmt af en cykel. Og hvorfor er det så lige at mennesket vinder krigen. Jeg forstår idéen om at Rumvæserne på grund af evolutionen ikke kan overleve på en planet, hvor mennesket har brugt millioner af år på at tilpasse sig, men det forklarer ikke, hvorfor deres maskiner pludselig ikke fungerer optimalt.

Efter disse indledende sure opstød skal det retfærdigvis siges at jeg var glimrende underholdt i de to timer filmen varer, men jeg brugte også lang tid på at tænke filmen i gennem i mit hoved, for på trods af minusserne er det kvalliterne, der hovedsageligt skinner igennem, og det er ikke Rays omvending fra dårlig til god far jeg mener. Den del fængede mig ikke, blev aldrig rørende, men heldigvis heller ikke kvalmende, så det er akseptabelt. Hvor Spielberg for alvor trækker stik hjem er stemingen. Selv i de mest storslåede scener er filmen knugende klaustrofobisk. Man er i den omringede bil, hvor horder af folk forsøger at trænge ind, man flygter ned ad gaden med Ray, man er ombord på den væltende færge etc. Det skyldes først og fremmest fotograferingen, der er en anelse primitiv. Lettere rystende og man ser aldrig tingende fra den helt optimale vinkel. Nøjagtig som var man der selv.

En anden vigtig faktor i filmen er, at Spielberg er klar over historiens banalitet. Derfor er det et klogt træk ikke at fokusere på den egentlige krig, men på den menneskelige reaktion, hvor man satser alt på egen overlevelse uvidende om, at det er nødvendigt at bevare roen og stå sammen for at overleve. Og så er vi tilbage til den førnævnte replik. Det er set mange gange før, men næppe så overbevisende. Man tror virkelig på det denne gang.

Sidst men ikke mindst er filmen generelt rigtig godt gedigent håndværk. Jeg har været inde på fortograferingen. Men lyd, effekter og især klipningen er et kapitel for sig. Dejlige lange klip, så også skuepillerne for lov at folde sig ud. Det er ellers sjældent i denne genre. Jeg vil især fremhæve Dakota Fanning, hun repræsenterer noget af det bedste børneskuespil jeg har set længe. Cruise er også over vanlig standard og ingen falder igennem. Så trods irritationsmomenterne og en lidt for brugt historie ender det med en anbefaling. 4 pil op herfra. God fornøjelse.
War of the Worlds