..Frihedens pris?..
5.0
Både Rosario Dawson og Chloë Sevigny debuterede i denne film, og især sidstnævnte leverer en rigtig flot præstation som den ulykkelige Jennie. Størstedelen af filmens andre skuespillere blev hentet direkte fra gaden (skater-miljøet) og få af dem har bibeholdt en relation til filmens verden.
Det er velsagtens også en af grundende til, at filmens miljøskildring stråler af autenticitet og benhård realisme. Manuskriptet er løst baseret på Harmony Korine’s egne erfaringer, og med Larry Clark i instruktørstolen resulterede det altså i denne effektive blanding af dokumentarisme og fiktion – ”Kids”.
Vi følger en gruppe teenagere som i bogstaveligste forstand lever i nuet, og alt hvad det indebærer af sprut, sex og stoffer. Der er intet fastlagt mål, kun drifter, rus og impuls.
Det er et portræt af en gruppe (og delvist en generation) som ikke kender til fortidens kollektive målsætninger. Ikke et spor af langsigtede overvejelser og tilsvarende kedelige aspekter – men simpelthen instinkt og frihed.
Filmens opbygning og til tider tomgang understreger efter min mening effektivt de unges fragmenterede livsførelse – der dvæles ved situationer, der ikke accelererer filmens handling, men heller ikke accelererer de unges liv.
Og på trods af adskillige ubehagelige aspekter, er der uden tvivl stadig noget tiltalende ved den eskapisme og frihed der skildres i ”Kids”, og det sammenhold der eksisterer de unge i mellem.
Det er det ultimative billede på klichéen ”Lev hver dag, som var det din sidste” - men hvad så når den sidste dag pludseligt kommer?
Netop måden hvorpå Jennie’s ulykkelige tilstand skildres, er efter min mening eminent. Man føler ikke, at man udsættes for den hellige løftede pegefinger, men tværtimod at man får et stærkt og skræmmende realistisk indblik i den selvdestruktive spiral der kendetegner denne gruppe af unge.
Jennie’s liv er næsten forbi, før det er begyndt, og hendes mission – at finde og standse Telly – ender i den rene elendighed. Det er et kompromisløst og desillusioneret perspektiv, men også effektivt og uhyre medrivende. Nogle vil måske kalde slutningen konstrueret, men jeg føler nu nærmere, at man er blevet præsenteret for et tragisk indblik i en sørgelig fortælling, frem for en påklistret morale. Bestemt en af de bedre ungdomsfilm jeg har set!
Det er velsagtens også en af grundende til, at filmens miljøskildring stråler af autenticitet og benhård realisme. Manuskriptet er løst baseret på Harmony Korine’s egne erfaringer, og med Larry Clark i instruktørstolen resulterede det altså i denne effektive blanding af dokumentarisme og fiktion – ”Kids”.
Vi følger en gruppe teenagere som i bogstaveligste forstand lever i nuet, og alt hvad det indebærer af sprut, sex og stoffer. Der er intet fastlagt mål, kun drifter, rus og impuls.
Det er et portræt af en gruppe (og delvist en generation) som ikke kender til fortidens kollektive målsætninger. Ikke et spor af langsigtede overvejelser og tilsvarende kedelige aspekter – men simpelthen instinkt og frihed.
Filmens opbygning og til tider tomgang understreger efter min mening effektivt de unges fragmenterede livsførelse – der dvæles ved situationer, der ikke accelererer filmens handling, men heller ikke accelererer de unges liv.
Og på trods af adskillige ubehagelige aspekter, er der uden tvivl stadig noget tiltalende ved den eskapisme og frihed der skildres i ”Kids”, og det sammenhold der eksisterer de unge i mellem.
Det er det ultimative billede på klichéen ”Lev hver dag, som var det din sidste” - men hvad så når den sidste dag pludseligt kommer?
Netop måden hvorpå Jennie’s ulykkelige tilstand skildres, er efter min mening eminent. Man føler ikke, at man udsættes for den hellige løftede pegefinger, men tværtimod at man får et stærkt og skræmmende realistisk indblik i den selvdestruktive spiral der kendetegner denne gruppe af unge.
Jennie’s liv er næsten forbi, før det er begyndt, og hendes mission – at finde og standse Telly – ender i den rene elendighed. Det er et kompromisløst og desillusioneret perspektiv, men også effektivt og uhyre medrivende. Nogle vil måske kalde slutningen konstrueret, men jeg føler nu nærmere, at man er blevet præsenteret for et tragisk indblik i en sørgelig fortælling, frem for en påklistret morale. Bestemt en af de bedre ungdomsfilm jeg har set!
26/07-2005
