Danser Med Westerns

En lille gruppe cowboys, der lever på prærien hvor de driver deres kvæg fra sted til sted, kommer i konflikt med en lokal kvægrancher (Gambon) og dennes folk, der overfalder dem og dræber en af deres unge medhjælpere.

Når man ser Costner’s tredje job (medmindre man regner ”Waterworld” med, hvor han ukrediteret har medvirket til instruktionen, for så er det fjerde job) som instruktør, så kunne man godt ønske sig, at han ville instruere nogle flere film, for den her er en lille poetisk perle af en western, hvor Costner viser at han har godt styr på genren og dens historie og mange store klassikere.

Historien byder på den klassiske konflikt mellem det romantiserede cowboy-liv og den mere profitdrevet og industriorienteret levevis, hvor der ikke er plads til det frie liv, men hvor vi alle må indordne os eller bukke under. Det er ikke originalt eller nytænkende, slet ikke i en western, men Costner er heller ikke ude for at forny genren, men derimod bruge dens konventioner på bedste og mest karakteristiske vis og det lykkes på hæderligste facon.

Som i et af genrens mesterværker ”Shane”, kommer vore hovedpersoner en undertrykt befolkning til hjælp, men som i et andet af de store værker ”High Noon”, tør befolkningen ikke rejse sig til lejligheden og hjælpe for at forsvare demokratiet (og i klip ser man dem flygte, blandt andet mod kirken, som er en direkte reference til netop ”High Noon”). Men Costner hælder mere over til John Ford, en af westernfilmens største i hvis film der ofte er en grundlæggende tro på den amerikanske befolkning, når vi nærmer os slutningen, hvor indbyggere i den lille by alligevel må tage stilling og gøre en indsats for retfærdigheden, hvis denne skal klare sig.

I sin beskrivelse af filmens personer og netop det, at vore hovedpersoner er to cowboys og ikke en, der kæmper for lov og orden hvor den ikke findes, er vi så over i Howard Hawks temaer som i ”Rio Bravo”, hvor loyalitet, venskab og sammenhold mellem mænd er i centrum og det er også her at ”Open Range” er stærkest.

Det kan lyde af meget og et værre rod, men Costner fletter på smukkeste og mest simple vis disse temaer sammen, så de virker både oprigtige og overbevisende.

Persongalleriet er plausibelt og samspillet mellem især en fantastisk Duvall (den mand kan altså spille så man tror på det), hvis karakterer er på evig flugt fra en tragedie i fortiden, og en Costner i noget af hans bedste spil i en af hans absolut bedste roller, er ekskvisit og vedkommende og bærer filmen et langt stykke og gør den både sjov og interessant. Men også den obligatoriske kærlighedshistorie, der er indbygget, mellem en velspillende Bening som handlekraftig pebermø og den mere tavse type Costner spiller, der må gøre op med sine egne indre dæmoner og en dunkel fortid, hvis kærligheden skal lykkes, er troværdig og så er den heldigvis så underspillet, at den aldrig fremstår melodramatisk og sukret, den er set igennem en moden mands øjne og tankegang.

Replikkerne, særligt mellem vore to dominerende hovedpersoner, er virkelighedstro og ægte, af den grund at der aldrig forfaldes til at få vore cowboys til at fremstå mere sofistikeret end realistisk er og man ikke forfalder til for meget glorificerende cowboy-romantik. I det hele taget snakkes der ofte ikke ret meget, følelserne udtrykkes flere gange blot ved uprætentiøst kropssprog og det på fornemmeste vis.

Alt dette kombineret med en billedskøn fotografering, holdt i naturalistiske billeder der understøtter filmens i øvrigt realistiske tone perfekt, hvor bjergene står høje og smukke i baggrunden og sammen med naturen og den lille by og sammen med Michael Kamen’s vellykkede variation af det typiske western-musiktema, danner en ramme som fortællingen kan udfolde sig indenfor. En fortælling som Costner modigt og på gammeldags vis, i en gammeldags western og her ment i ordets mest positive forstand, bygger langsomt og innoverende op mod den tragedie og opgør vi ved uundgåeligt må komme, uden nogensinde at pace sin historie for at give os hurtigt spænding og derved bliver filmen faktisk netop rigtigt regulært spændende.

Klimaks og opgøret er ligeledes holdt i en livagtig stil, man mærker suset og intensiteten i kampene, der er fængende og medrivende som sjældent set mere i vore dages film, når kugler flyver og især når de brutalt og uden at forherlige volden, rammer deres mål. Kampen og duellerne virker levende på en måde, så man næsten kan tro at man ser hvordan det ville se ud, hvis man var tilstede dengang.

Når slutteksterne begynder er der en lille pudsighed man skal lægge mærke til. Man ser noget porcelæn stå på et bord og det har en historie tilbage i filmen. Måske er det blot ment som en lille joke fra Costner’s side, men man må uvilkårligt komme til at tænke på (Ja altså ikke Don kan jeg se;o) om det måske ikke betyder noget helt andet og mere tragisk, hvis man husker på det brev som Costner’s karakter skrev tidligere i filmen.

Men er man til westerns, så er ”Open Range” en forpligtende oplevelse og en god oplevelse at have i vente og vil man bare se en virkelig god film, der byder på solidt filmhåndværk af bedste skuffe, så behøver man heller ikke holde sig væk.

”Open Range” er måske ikke et mesterværk, men den er forbandet tæt på og den ligger sig på smukkeste vis i forlængelse af en stolt tradition i amerikansk film.