Æh, Bæh, Buh, det er sjovt at være lille.....
2.0
Francis Ford Coppola har, med "Jack", begået en vederstyggelig banalitet af en film, der med et trylleslag sparker ham ned blandt andre dødelige instruktører.
Historien i "Jack" er, ganske ordinært, skåret over den populære læst:" Hvad nu hvis...". Det er der i og for sig ikke noget ondt gjort ved, hvis der ellers er kød og nerve bag løjerne.
Denne gang tager man udgangspunkt i, hvad der vil ske, hvis et barn bliver født med en genetisk fejl, som betyder det ældes fire gange så hurtigt som et normalt menneske. Vi følger Jack i en alder af 10 år (hvor han til forveksling ligner Robin Williams), samt hans møde med verden udenfor, da han endelig får lov at begynde i skolen. Forældrenes overdrevne omsorg har indtil da holdt ham indendørs med sin privatlærer Bill Cosby. Vi bliver herefter præsenteret for alle problemerne med at tilpasse sig, når man ligner en på 40, men tænker som en på 10. Og det var så egentlig her, at løjerne for alvor skulle tage fart, men det hele fortaber sig i en omgang sentimentalt pladder om, hvordan de andre børn efterhånden accepterer ham på trods hans udseende.
Kaloriefattig Coppola
Tematisk er det oplagt at lægge den i samme skuffe som "Big", der også omhandlede et barn fanget i en voksens krop. Men hvor "Big" var stramt og morsomt fortalt, samt befriende renset for drivende sentimentalitet, har "Jack" meget svært ved at vække nogen form for interesse om hverken sit emne eller sine personer. Bevares, Robin Williams kæmper da en brav kamp for at give Jack-figuren lidt pondus, men han kæmper forgæves mod et manuskript, der er så tyndt at man kan skære sig på det. Og så må det snart være på tide at give Robin Williams chancen for at vise, at han kan spille andet end store børn og barnlige sjæle, og faktisk kan være morsom.
Filmens hovedproblem er og bliver dens totale mangel på struktur. Den hopper formålsløst rundt mellem mere eller mindre interessante episoder, der er sat på efter behag og uden overblik. Dette gør sig også gældende for flere af personerne, bl.a. dukker privatlæreren Bill Cosby (i en seriøs rolle!) umotiveret op fra tid til anden, uden det bidrager synderligt til at skubbe handlingen fri af det mudder, den er kørt fast i. Det eneste befriende element er Fran Drescher (fra komedie-serien "Alletiders barnepige"), der spiller mor til en af drengene og som, uvidende, forelsker sig i Jack. Men også hende lykkes det manusskriptforfatterne at spolere, da man tilsidst vil tilføre figuren et stænkt umotiveret seriøsitet.
Jack er i sandhed en skuffende oplevelse for os håbefulde, der i længsel havde ventet på nyt fra Coppola. Der er ikke mange formildende træk ved dette kaloriefattige tomgangs produkt, og der skal helt andre boller på suppen, hvis noget af respekten skal genvindes.
Historien i "Jack" er, ganske ordinært, skåret over den populære læst:" Hvad nu hvis...". Det er der i og for sig ikke noget ondt gjort ved, hvis der ellers er kød og nerve bag løjerne.
Denne gang tager man udgangspunkt i, hvad der vil ske, hvis et barn bliver født med en genetisk fejl, som betyder det ældes fire gange så hurtigt som et normalt menneske. Vi følger Jack i en alder af 10 år (hvor han til forveksling ligner Robin Williams), samt hans møde med verden udenfor, da han endelig får lov at begynde i skolen. Forældrenes overdrevne omsorg har indtil da holdt ham indendørs med sin privatlærer Bill Cosby. Vi bliver herefter præsenteret for alle problemerne med at tilpasse sig, når man ligner en på 40, men tænker som en på 10. Og det var så egentlig her, at løjerne for alvor skulle tage fart, men det hele fortaber sig i en omgang sentimentalt pladder om, hvordan de andre børn efterhånden accepterer ham på trods hans udseende.
Kaloriefattig Coppola
Tematisk er det oplagt at lægge den i samme skuffe som "Big", der også omhandlede et barn fanget i en voksens krop. Men hvor "Big" var stramt og morsomt fortalt, samt befriende renset for drivende sentimentalitet, har "Jack" meget svært ved at vække nogen form for interesse om hverken sit emne eller sine personer. Bevares, Robin Williams kæmper da en brav kamp for at give Jack-figuren lidt pondus, men han kæmper forgæves mod et manuskript, der er så tyndt at man kan skære sig på det. Og så må det snart være på tide at give Robin Williams chancen for at vise, at han kan spille andet end store børn og barnlige sjæle, og faktisk kan være morsom.
Filmens hovedproblem er og bliver dens totale mangel på struktur. Den hopper formålsløst rundt mellem mere eller mindre interessante episoder, der er sat på efter behag og uden overblik. Dette gør sig også gældende for flere af personerne, bl.a. dukker privatlæreren Bill Cosby (i en seriøs rolle!) umotiveret op fra tid til anden, uden det bidrager synderligt til at skubbe handlingen fri af det mudder, den er kørt fast i. Det eneste befriende element er Fran Drescher (fra komedie-serien "Alletiders barnepige"), der spiller mor til en af drengene og som, uvidende, forelsker sig i Jack. Men også hende lykkes det manusskriptforfatterne at spolere, da man tilsidst vil tilføre figuren et stænkt umotiveret seriøsitet.
Jack er i sandhed en skuffende oplevelse for os håbefulde, der i længsel havde ventet på nyt fra Coppola. Der er ikke mange formildende træk ved dette kaloriefattige tomgangs produkt, og der skal helt andre boller på suppen, hvis noget af respekten skal genvindes.
19/11-2018
