Forudsigeligt Nonsens

2.0
Advarsel: Spoilers

Fraskilt forfatter (Depp) opsøges af en særling (Turturro), der beskylder ham for at have plagieret hans historie til en af sine egne bøger.

Jeg kan ikke rigtigt lige forstille mig, hvad der har tiltrukket et stort navn som Depp ved denne gyserfilm (eller thriller om man vil), der er instrueret af Kopp, der mere er kendt for sine fremragende manuskripter til en lang række gode produktioner af høj klasse, end for de få jævne film han selv haft det endelige ansvar for. Mest kendt er vel den ”The Sixth Sense” inspireret ”Stir Of Echoes”. Hverken "Stir Of Echoes" eller denne hers yderst forudsige og tamme historie, baseret på en Stephen King roman, kan man dog næppe forstille sig har draget Depp.

Den minder i forvejen alt for meget om George A. Romero’s filmatisering af en anden Stephen King roman, ”The Dark Half”, hvor Timothy Hutton sjovt nok spiller hovedrollen, her dukker han så op i en større birolle.

Tematisk er vi over i King’s egen angst og mange forfattere’s generelle angst, for skriveblokering og skylden for at have kopieret andres værker, historier og deres kamp med sig selv, for at komme op med noget originalt og spændende og det præsenteres lige akkurat så uoriginalt som det kan gøres, hvad der må svare til et selvmål. Til slut får vi nemlig så serveret den snart klichefyldte og obligatoriske forklaring med skizofreni, som vi efterhånden har set i alt for mange film, særligt i den her genre og her gætter man det stort set med det samme, at det er det filmen vil ende med og sigte mod.

Fortællingen starter ellers meget godt, Turturro er skræmmende og spiller fantastisk, som den mærkelige fremmed der dukker op og begynder at chikanere vores forfatter, men situationerne han placeres i begynder temmelig hurtigt at blive irriterende og da man alligevel burde have regnet sammenhængen ud (jeg havde!), er det ikke halvt så uhyggeligt som tiltænkt, der begynder selv en ellers velspillende Turturro at blive trættende at se på.

Depp gør ikke situationen bedre. Udstyret med kraftige briller og uredt halvlangt hår, for at opnå den sædvanlige og lige efter bogen effekt af en nørdet intellektuel forfatter, der efter skilsmisse er ved at forsumpe, spiller en lad og kedelig Depp sig igennem sin rolle, uden at overbevise på noget tidspunkt.

Filmteknisk er det hæderligt håndværk, men søger man uhygge og spænding, eller blot en fængende film, så er man gået forkert, for kun i begyndelsen, hvor man sidder i spændt forventning til hvad der må komme, har filmen lidt at byde på, derefter og det ret hurtigt, bliver det en gang langtrukken nonsens af den vanlige slags i denne film.
Secret Window