Den store flugt!

5.0
Akkurat som sidste års succesfulde I, Robot, kører Bays nye film The Island også på en historie, hvor hovedrollen sætter spørgsmålstegn ved et fremtids system. ”Something is wrong”. Michael Bay er for første gang uden den mægtige Jerry Bruckheimer, og det viste sig faktisk, at Bay sagtens kan stå på egne ben uden at der hele tiden er en der prikker til ham. JB har jo en stor indflydelse på film, men jeg kender ikke den rigtige årsag til, hvorfor JB ikke er producent denne omgang. Det gjorde så absolut intet, for Bay har ganske enkelt lavet hans bedste film til dato. Den er mere plotfokuseret, (dog uden at man går i dybde med noget) end alle tidligere Bays film, ja faktisk tilsammen. Historien er god, spændende og faktisk ganske interessant, hvis man giver den en chance, og denne gang bruger Bay meget mere tid på dialoger, personer og i det hele taget historien, som tager nogle overraskende drejninger hist og pist. Men kan man acceptere præmisserne, og lade være med at overanalysere historien ihjel, så er den faktisk spændende og meget direkte fortalt, når man ser, hvem der står bag.

Selvfølgelig er vi ikke frie for Bays varemærker, som er en lækker billedside, heftige klip, hæsblæsende stunts, storladne scener, store eksplosioner og den efterhånden obligatoriske biljagt, som er alle pengene værd. Alligevel blev jeg overrasket over, at han har lavet det hele mere stilet og elegant. Effekterne bruges med omhu, og det hele er flot iscenesat, og man må sige, at Bay bruger hele området til at lege. Store mænd fylder meget. The Island er virkelig flot storfilm, med mange lækre detaljer og imponerende actionsekvenser, som kun Bay kan lave i bedste Hollywood stil. Jeg kan stadig blive høj af hans film. Han er ikke nærig og sparer bestemt ikke på krudtet. Biljagten minder lidt om den fra Bad Boys 2, men denne her er mindst ligeså hektisk gennemført, så man bliver forpustet. Der er så meget fart og tempo, at man bliver helt svedig efter biljagten, det er stort, det er vildt, det er Hollywood når de er allerbedst. Man skal sku være i actionform for at overværer en Michael Bay film. Lige fra filmens overvældende flotte intro, hvor kameraet flyver stille og roligt forbi havet, som er omringet af store og smukke bjerge, får man bare lysten til at være med i konkurrencen om at vinde en billet til paradiset, The Island.

Bay har, pudsigt nok valgt fremragende og anerkendte skuespillere til The Island. Ewan McGregor og Scarlett Johansson vil normalt ikke medvirke i en Bay film, men de sagde åbenbart ja til rollerne, og det har måske ikke været så krævende, men de gør det optimalt og løfter filmen en anelse højere. Buscemi er sjov i hans rolle, og den altid veloplagte Bean gør det skide godt som skurken. Skuespillet er generelt meget godt synes jeg.

The Island leverer faktisk varen som en ægte blockbuster, trods den dårlige omtale og økonomisk nedtur. Jeg fatter simpelthen ikke de dårlige anmeldelser, for The Island er nok Bays hidtil bedste kvalitetsfilm, som har en god historie, måske ikke nyskabende, men god og godt fortalt og holder en i jerngreb for det meste. Dog skal der siges, at den misvisende trailer til filmen ødelagde lidt af fornøjelsen, altså filmens egentlige tema om kloner, som blev afsløret, var knap så godt. Der var vist også stor utilfredshed fra Bays side. Ikke desto mindre var jeg ualmindelig godt underholdt.
The Island