Sprogkraft
4.0
Hvis vi et kort øjeblik ser bort fra film-parentesen "Polle Fiction" er "Nordkraft" ét af alt, alt for få eksempler på dialekt-sprogligt troværdige danske film. Vi er i Ålborg, og dér SKAL det naturligvis lyde ålborgensisk og ikke som noget, der tales i Filmbyen i Avedøre.
Det er som anført uprøvede navne, der besætter størstedelen af rollelisten. Og dét ser jeg som en fordel af dén simple grund, at de kendte danske navne ikke kunne ha' tilført filmen den samme atmosfære af "rå provins", som er helt afgørende for en anderledes filmoplevelse ifm. noget umiddelbart så fortærsket som ungdom, kriminalitet og stoffer.
Skuespillet er ikke med store armbevægelser, men det understøtter til gengæld på glimrende vis figurernes generelt deprimerende statiske tilværelser. (Og så åbnes filmen med dét, der vistnok kaldes regulær "måttegnavning" - hvilket vi næppe havde fået etablerede navne med på...). Såvel Signe Egholm som Claus Riis Østergaard gør det i øvrigt også fint i resten af filmen.
Thure Lindhardt er naturligvis filmens mest udsyrede og karismatiske figur, men adskillige personer bliver interessante bekendtskaber i løbet af filmen, som kredser glimrende om temaerne svigt contra tillid - noget som har svære betingelser i såvel Jomfru Ane Gade som i en grå betonklods i femte sals højde, når sprut og heroin indgår i det daglige brød.
Undervejs opbygges der også en udmærket spændingsintensitet (undertegnede havde/har ikke læst bogen og gider formentlig heller ikke). Dertil kommer flere oprigtigt underholdende episoder som momentvis er med til at løfte den nok lidt for lange forestilling lidt ud af sin generelt dystre socialrealistiske stemning, der også understøttes smukt på billedsiden. Musikken er ikke lige mig, men dét skyldes vist mest en personlig aversion mod moderne "hård" populærmusik(!)
Forventer man sig en ren underholdningsoplevelse er man til gengæld helt galt afmarcheret. Man må belave sig på en relativt tung og knugende forestilling. En velgjort og stemningsmæssigt anderledes dansk film.
Det er som anført uprøvede navne, der besætter størstedelen af rollelisten. Og dét ser jeg som en fordel af dén simple grund, at de kendte danske navne ikke kunne ha' tilført filmen den samme atmosfære af "rå provins", som er helt afgørende for en anderledes filmoplevelse ifm. noget umiddelbart så fortærsket som ungdom, kriminalitet og stoffer.
Skuespillet er ikke med store armbevægelser, men det understøtter til gengæld på glimrende vis figurernes generelt deprimerende statiske tilværelser. (Og så åbnes filmen med dét, der vistnok kaldes regulær "måttegnavning" - hvilket vi næppe havde fået etablerede navne med på...). Såvel Signe Egholm som Claus Riis Østergaard gør det i øvrigt også fint i resten af filmen.
Thure Lindhardt er naturligvis filmens mest udsyrede og karismatiske figur, men adskillige personer bliver interessante bekendtskaber i løbet af filmen, som kredser glimrende om temaerne svigt contra tillid - noget som har svære betingelser i såvel Jomfru Ane Gade som i en grå betonklods i femte sals højde, når sprut og heroin indgår i det daglige brød.
Undervejs opbygges der også en udmærket spændingsintensitet (undertegnede havde/har ikke læst bogen og gider formentlig heller ikke). Dertil kommer flere oprigtigt underholdende episoder som momentvis er med til at løfte den nok lidt for lange forestilling lidt ud af sin generelt dystre socialrealistiske stemning, der også understøttes smukt på billedsiden. Musikken er ikke lige mig, men dét skyldes vist mest en personlig aversion mod moderne "hård" populærmusik(!)
Forventer man sig en ren underholdningsoplevelse er man til gengæld helt galt afmarcheret. Man må belave sig på en relativt tung og knugende forestilling. En velgjort og stemningsmæssigt anderledes dansk film.
05/09-2005
