..This movie... It's cursed..

1.0
I fredags fik jeg slæbt mig op til den lokale kiosk, og af uvisse årsager (tømmermænd?), valgte jeg at ignorere de utallige advarsler og formaninger i forbindelse med denne prequel… en beslutning der kun kan karakteriseres som en big mistake!

Jeg var ellers positivt overasket omkring ca. de første 20 min, som jeg både synes var stemningsfyldte og interessante. Men så tog filmen (surprise?) en meget hurtig drejning mod en blanding af usselt effektjageri og en bemærkelsesværdig dramaturgisk inkompetence. Det virker nærmest som om, at Harlin har haft ambitioner og materiale til en kortfilm, men er endt med en relativt god indledning, og så en ualmindeligt imponerende stor bunke møg - og det gælder både effekter, opbygning og plot. Billige chok, usle CGI-hyæner, og et afsluttende opgør mellem godt og ondt, der er så himmelråbende ringe, at “Omen 3“ fremstår som et mesterværk.

Hvis man har en ubændig trang til satanisk gys eller okkult thriller, kan jeg anbefale “Rosemary’s Baby”, “The Ninth Gate”, “The Omen”, eller naturligvis den første “The Exorcist” - men gå for guds skyld en lang bue uden om denne sindsoprivende ringe prequel, der ganske rigtigt er rendyrket filmisk helligbrøde. Skarsgård kæmper ellers en hård kæmp som father Merrin - både mod djævleyngel og manuskript - men det redder desværre på ingen måde en af de dårligste film, jeg længe har set, og endnu et flop på Harlins CV.
Man kan kun bede til, at manden vil genfinde talentet - gerne i forbindelse med action-genren, hvor kompetencen jo trods alt er blevet bevist op til flere gange...
Eksorcisten: Begyndelsen