Behagelig Overraskelse

3.0
Tidligere bokser (Bodnia) inddriver ubetalt gæld for lånehaj (Ernst), men forelsker sig i gældstynget ung kvinde (Hjejle) med ludomani, som han ellers skal trække penge ud af.

Efter den jammerlige amatøragtige og pinligt ringe ”Den Gode Strømer” er ”Inkasso” en behagelig lille overraskelse fra Spang Olsen’s side.

Historien er da indrømmet intet særligt og som i så mange af Olsen’s film, er den ujævnt og indimellem lidt klodset fortalt, men den hænger lige nok sammen og giver så meget mening trods alt, at man kan sluge den.

Når så samspillet mellem en skøn Hjejle og en solid Bodnia (som jeg dog kunne ønske man snart at se igen i en mere krævende rolle) tillige fungerer så godt og giver filmen en beskeden form for charme, sammen med et par morsomme indfald, så føler man sig pænt underholdt i filmens heldigvis korte spilletid.

Den er langt fra så morsom som ”I Kina Spiser De Hunde”, der er i hvert fald dialogen til forskel, men efter forrige film havde jeg afskrevet Olsen’s film som værende ligegyldige makværker.
Inkasso