Krystalbarnet

Spænding på dansk

Barnekidnapning i et højhus, forfulgt flygtning - der er mange velkendte elementer i Peter Thorsboes film.

"Krystalbarnet" er et dansk forsøg udi en genre, hvor konkurrencen er benhård fra amerikansk side, nemlig thrilleren. Selv en halvdårlig amerikansk thriller kan som oftest holde publikums interesse fanget spilletiden ud, mens en halvgod dansk af slagsen sjældent slipper for pletvist himmelvendte øjne og undertrykte gab i mørket.

Kampen om barnet
Set i det lys, er Peter Thorsboes film om kidnapningen af et spædbarn et ganske fermt bud på en dansk spændingsfilm. Som det sig hør og bør er kompositionen klar og effektiv: En bagmand i den russiske mafia ser sig nødsaget til at skaffe sin søn og svigerdatter af vejen. Svigerdatteren redder dog sit eget og sit ufødte barns skind. Men da barnet er født, sætter jagten ind: Den forbryderiske russer og hans kone vil have deres barnebarn - men ikke moderen.

I deres søgen efter barnet har de som base et hotel, hvor en bekendt af moderen arbejder. Han aner fra starten uråd, og da barnet er kommet i forbrydernes varetægt, tager han affære og kidnapper barnet tilbage. Nu begynder en magtkamp på hotellet, hvor Helten, med skiftende Allierede, kæmper bravt for at redde Barnet ud af De Ondes kløer.

Handlingsrummet
På den måde bliver hotellet det forholdsvis begrænsede rum, hvori handlingen hovedsageligt udspiller sig, og det er både styrken og svagheden ved filmen.
For hvor det undertiden kan være en fordel at arbejde med et begrænset spillerum, der på samme tid kan fungere som stemningsmættet kulisse og diktere personernes handlemuligheder, er der også en fare for at der bliver "for lavt til loftet" - at man for hurtigt får opbrugt stedets dramatiske muligheder. Det sidste er desværre tilfældet i "Krystalbarnet", ligesom man, med al respekt for SAS-hotellet, må sande at det er en mindre effektiv location end eksempelvis Rigshospitalet i "Riget" eller Nakatomi-bygningen i "Die Hard".

En rigtig helt
Thomas Mørk i rollen som helten er tilpas troværdig og heltmodig, til at man fuldt accepterer ham som filmens trækkraft. Gennemgående ydes der godt spil i de bærende roller - Signe Vium som en praktisk anlagt supermodel, med sans for dobbeltspil og Polske Miroslaw Baka som uhyggeligt utilregnelig dræber. Til gengæld ender det snart som 90'ernes kliché, at enhver skurk taler med østeuropæisk accent - kan man dog ikke finde en anden metafor for moralsk råddenskab?

Selvom "Krystalbarnet" ikke rigtig formår at få luft under vingerne og indfri forventningerne, skal man ikke forklejne det faktum, at man er engageret i "Krystalbarnet"s ikke videre originale historie hele vejen igennem. Man behøver ikke sidde og græmmes over falske toner, og er man blot så nogenlunde underholdt, er genrefilmens fornemste opgave for så vidt løst.