Kædereaktion

2.0


Kein reaktion

"Kædereaktion" - instruktøren Andrew Davis' nye thriller, kan bedst beskrives som stor ståhej for ingenting

Det der egentlig er imponerende ved "Kæde Reaktion" er, at den trods forholdsvis avanceret plot, rimelige store stjerner (Keanu Reeves og Morgan Freeman) og en hel masse forfølgelses- og eksplosionscener, alligevel lod mig fuldstændig kold - hele filmen igennem.
Den fik ikke mit adrenalin til at pumpe en eneste gang. Hvorfor gjorde den så ikke det? Et væsentligt problem er nok, at den ikke formår at få publikum til at engagere sig i hovedpersonerne. Der bliver ikke ofret bare minimal tid på at gøre dem troværdige og levende - at etablere dem. Når man er ligeglad med, hvordan Keanu Reeves, og den obligatoriske pige han har på slæb, klarer sig, så kan resten faktisk være lige meget.

Handlings. men ikke spændingsmættet
Plottet lyder ellers, som om det har spændingspotentiale.
Eddie Kasalavich (Keanu Reeves), er en ung studerende, der er medarbejder på et forskningsprojekt. Det lykkes ved hjælp af en dims, som Eddie har konstrueret at opfinde en metode, der kan udvinde energi af vand. Ren, billig energi i ufattelige mængder.
Selvfølgelig er der magtfulde økonomiske interesser, som ikke synes, at det er nogen god idé. Derfor bliver bygningen, hvor forskningsprojektet har til huse, sprængt i luften sammen med lederen af projektet. Således ødelægges alle forskningsresultaterne - der findes selvfølgelig ikke kopier nogen steder. Lige med undtagelse af, at Eddie jo ved hvordan man bygger den der dims. Derfor bliver han gjort til syndebuk for eksplosionen og må flygte sammen med den engelske fysiker Lily (Rachel Weisz, der selvfølgelig er sød, ung og køn). Så går den vilde jagt gennem USA, hvor Eddie prøver at bevise sin uskyld, samtidig med at han er fanget mellem forskellige regeringorganisationer, som dels har modstridende interesser, dels har urent mel i posen.

Horrible urimeligheder
Det kunne have været en spændende historie, men den fungerer ikke. Der er hele tiden en masse løse ender og handlingstråde der lægges ud, men aldrig bliver fuldt op. Det ender med at være noget rod og derfor bliver det sønderrivende uinteressant.
Ikke alene halter plottet, det er også fyldt med helt horrible urimeligheder. Lad gå med, at heltinden efter en hæsblæsende jagt gennem et sumpområde med halvdelen af USAs politi efter sig, hvor hun har været ved at blive skudt, ædt af hunde og fryse ihjel, bagefter alligevel har overskud til at lægge ny læbestift på - but then again, det ville jeg muligvis også have, hvis jeg var på flugt med Keanu Reeves. Men hvilke skurke ville ræsonere sådan noget i retning af: "Vi vil ødelægge forskningresultaterne og slå videnskabsmanden, der har skabt dem ihjel, så der ikke er nogen, der så meget som finder ud af at dette overhovedet har eksisteret - det skal med andre ord gøres diskret. Lad os sprænge en kæmpebygning i luften, og dermed jævne de omkringliggende otte husblokke med jorden - det er der sikkert ikke nogen, der lægger mærke til".

Da historien ikke er medrivende, og man ikke bliver engageret i personerne, fremstår "Kæde Reaktion" blot som en række actionscener med henholdsvis forfølgelse og eksplosioner. Det kan såmænd også være meget underholdende, hvis de enkelte scener er tilstrækkelig flotte og spændende skruet sammen. Det er de bare ikke.
I bedste fald kan "Kæde Reaktion" gå an at leje på video - hvis der er nedsatte priser, og alt andet er lejet ud.