Exorcist: The Actionmovie

2.0
Den frafaldne præst Merrin (Skarsgård) hentes til Afrika af kirken, for at undersøge en gådefuld kirke, der er ved at blive udgravet, og nogle mystiske begivenheder der er fulgt i kølvandet.

Hvad har man dog tænkt på, da man fik ideen til at lave en forhistorie om præsten Merrin fra den originale ”The Exorcist”. Først hyrer man instruktøren Paul Schrader, der mest er kendt for sine fremragende manuskripter til berømte film som ”Taxi Driver”, ”Raging Bull” og andre og også selv har instrueret en del film, knapt så kendte film. Han laver den og så finder man (filmselskabet) ud af at man vil kassere mere eller mindre hele filmen, da man ikke tror man kan sælge en mere psykologisk gyser og gerne vil have mere blod og vold og så hyrer man en som Harlin, hvis film stort set aldrig ejer for fem grams dybde og slet ikke er egnet til denne genre, selv om han har lavet flere dybt underholdende actionfilm før i tiden.

Men Harlin skyder det meste af filmen om og ud af det er kommet en latterlig forløber til en af filmhistoriens mest vellykkede gysere. Vi får først smidt en masse gyserfilms-klicheer i hovedet og uden at de virker, så skal vi lige have lidt action og så selvfølgelig rigelige mængder splat til at gøre det ud for uhygge.

Det er bare aldrig uhyggeligt, ikke engang tæt på og den dårlige handling fortælles endnu dårligere, som var den uden betydning for publikums interesse.

Filmen er måske knapt så dårlig som sit rygte i visse kredse, men dårlig er den ikke desto mindre og den ”høje” bedømmelse går udelukkende til Skarsgård, der virkelig prøver at gøre rollen troværdig midt i al elendigheden og så filmens pæne scenografi, som der er gjort en del ud af.

Heldigvis har filmselskabet da besluttet, nu denne her blev en fortjent fiasko, at de lige vil prøve at se, om de ikke kan hive lidt flere penge ud af projektet, så nu får vi også Schrader’s oprindelige version at se. Den kommer under titlen ”Dominion: Prequel To The Exorcist”. Ikke at jeg forventer et mesterværk, men den kan kun være bedre.
Eksorcisten: Begyndelsen