billedskøn og poetisk

Jeg har set en del a Miyazaki's film efterhånden. Princess Mononoke, Chihiro of heksene og nogle flere som jeg ikke kan huske navene på, og altid er hans film helt vidunderlige. Jeg foretrækker dog Mononoke, fordi jeg er vild med den faktisk meget dystre historie, et glimrende eksempel på at når en film er animeret, er det ikke nødvændigvis for børn.

Det er især er vild med ved hans film, er den nærmest poetiske billedstil der er. Lange passager hvor man bare hviler og ser det ene fantastiske billede folde sig ud efter det andet, og selvfølgelig de kanon sjove bifigurer der altid er.

Det levende slot er et glimrende eksempel, en tegnefilm som afgjort ikke er for de mindste. Det absurde slot der skramler af sted i de ufatteligt smukke omgivelser. Den kanon gode stemnings musik, og de skæge personer, især er Calsipher og Ødeheksen værd at lægge mærke til, og Preben Christensen er som altid i stand til at levere en vidunderlig præsentation, selvom man ikke ser ham på noget tidspunkt, langt bedre end de fade linje tre. Lars Mikkelsen er også glimrende, men jeg ville nu helllere have hørt Christian Bale i rollen. Det eneste minus ved denne film, er efter min mening den lettere rodede historie. Man sidder tilbage med nogle løse ender, som for eksempel, hvorfor var der krig i det hele taget.