Skyld og skam i Rusland
3.0
Bernard Rose's version af Tolstoys "Anna Karenina" er en omgang rod.
Klassikerfilmatiseringer er ikke noget nyt fænomen. Lige siden filmens barndom har man søgt til hævdvundne litterære værker for at finde inspiration. Det har nogle indlysende fordele for producenterne: Publikums interesse er vakt på forhånd, og noget af kildens kulturelle værdi smitter af på filmatiseringen. Men film og litteratur er helt forskellige medier, og ofte medfører de ambitiøse film blot et skuldertræk og bemærkningen "bogen var bedre". Det kræver nemlig format og nytænkning at filmatisere et litterært mesterværk - det er simpelthen en meget svær opgave, som de fleste instruktører knækker halsen på. Det gælder også for Bernard Rose og hans billedmættede men rodede og usikre version af Lev Tolstoys "Anna Karenina".
Skandale blandt samfundet spidser
Rusland 1880. Zarens rige knager i fugerne, Tyrken står på Balkan og oprørske arbejdere viser tænder. Men alt det har svært ved at trænge ind til de gamle adelsfamilier, der desperat søger at holde på traditionerne. Her er kærligheden kun en forhindring for det fornuftsægteskab, der er samfundets støtte nummer ét. Men engang imellem sker ulykken nu alligevel og får forfærdelige konsekvenser.
Skønt sin unge alder har den smukke Anna (Sophie Marceau) været gift med bedsteborgeren Karenin (James Fox) i mange år, og sammen har de sønnen Seriozha. Men Karenin er gammel og forstokket, så da Anna under et besøg i Moskva møder den flotte grev Vronsky (Sean Bean) startes en stormfuld affære. Anna tvinges til at forlade mand og barn, men kan i længden ikke undvære den lille Seriozha. Karenin vil ikke gå med til en skilsmisse, og Anna nærmer sig sindssygens rand, hvilket lægger et stort pres på de unge elskendes ellers så smukke forhold. Snart står Annas valg mellem tragisk selvmord og aggressiv eksplosion.
Hvem fortæller?
Så vidt den tragiske historie om Anna Karenina, der ikke kunne få kærligheden til at passe med samfundets normer, ligesom det gik galt for Archer i "Uskyldens år" og Flauberts Madame Bovary. Historien fra Tolstoys hånd er en europæisk klassiker, men det ville være synd at kalde Bernard Roses's version for noget mesterværk. Filmens fortæller er nemlig af en eller anden grund, sandsynligvis fordi han også er det i bogen, den fuldstændigt ligegyldige biperson Levin (Alfred Molina). Filmen bruger ca. en tredjedel af sin tid på hans forelskelse og ægteskab med pigen Kitty, men hvad den historie har at gøre med Anna's tragedie står hen i det uvisse.
Det er en fatal fejlvægtning, og en typisk brøler i klassikerfilmatiseringer - man prøver desperat at få det hele med, og derfor flyder filmen ud i pæne illustrationer til bogen passager, i stedet for at blive til en selvstændig film. - der er Annas historie, Vronskys historie, Levins & Kittys historie - lidt om religionen, lidt om bønderne i marken, lidt om krigen på Balkan, lidt om menneskets natur og en hel del om kærligheden. Lidt af hvert og ikke rigtigt nogen af delene, og så en afslutning med lidt lommefilosofisk sludder for en sladder, som sikkert giver god mening i bogen, men virker postuleret på lærredet. Rusland anno 1880 er meget langt fra det moderne menneskes liv, og det kræver altså en roman, hvis man skal indleve sig i miljøet. Derudover virker det mærkværdigt, at skuespillerne af og til taler russisk, men for det meste engelsk - og det med en irriterende fransk accent for Marceaus vedkommende.
På Hollywood manér er den tekniske side upåklagelig. Billederne er pæne og Rose forsøger sig med nogle ambitiøse og musikalske montager. Der er ofte fart over feltet, og nogle af scenerne virker forfriskende. Men fortællingen mangler et centrum, nogle skulle have taget et valg på et tidligt tidspunkt - hvilken historie fortæller filmen, Annas, Vronskys eller Levins? Nogle gange modsiger filmen endda sig selv - det ene øjeblik kan Anna klare sig uden sin søn, det næste savner hun ham desperat. Skuespillerne prøver bravt, men træder kun sjældent i karakter. Sophie Marceau er både sød og tragisk som hovedpersonen, men man tilbringer for lidt tid med hende, til egentlig rigtigt at føle med hendes tunge skæbne.
Klassikerfilmatiseringer er ikke noget nyt fænomen. Lige siden filmens barndom har man søgt til hævdvundne litterære værker for at finde inspiration. Det har nogle indlysende fordele for producenterne: Publikums interesse er vakt på forhånd, og noget af kildens kulturelle værdi smitter af på filmatiseringen. Men film og litteratur er helt forskellige medier, og ofte medfører de ambitiøse film blot et skuldertræk og bemærkningen "bogen var bedre". Det kræver nemlig format og nytænkning at filmatisere et litterært mesterværk - det er simpelthen en meget svær opgave, som de fleste instruktører knækker halsen på. Det gælder også for Bernard Rose og hans billedmættede men rodede og usikre version af Lev Tolstoys "Anna Karenina".
Skandale blandt samfundet spidser
Rusland 1880. Zarens rige knager i fugerne, Tyrken står på Balkan og oprørske arbejdere viser tænder. Men alt det har svært ved at trænge ind til de gamle adelsfamilier, der desperat søger at holde på traditionerne. Her er kærligheden kun en forhindring for det fornuftsægteskab, der er samfundets støtte nummer ét. Men engang imellem sker ulykken nu alligevel og får forfærdelige konsekvenser.
Skønt sin unge alder har den smukke Anna (Sophie Marceau) været gift med bedsteborgeren Karenin (James Fox) i mange år, og sammen har de sønnen Seriozha. Men Karenin er gammel og forstokket, så da Anna under et besøg i Moskva møder den flotte grev Vronsky (Sean Bean) startes en stormfuld affære. Anna tvinges til at forlade mand og barn, men kan i længden ikke undvære den lille Seriozha. Karenin vil ikke gå med til en skilsmisse, og Anna nærmer sig sindssygens rand, hvilket lægger et stort pres på de unge elskendes ellers så smukke forhold. Snart står Annas valg mellem tragisk selvmord og aggressiv eksplosion.
Hvem fortæller?
Så vidt den tragiske historie om Anna Karenina, der ikke kunne få kærligheden til at passe med samfundets normer, ligesom det gik galt for Archer i "Uskyldens år" og Flauberts Madame Bovary. Historien fra Tolstoys hånd er en europæisk klassiker, men det ville være synd at kalde Bernard Roses's version for noget mesterværk. Filmens fortæller er nemlig af en eller anden grund, sandsynligvis fordi han også er det i bogen, den fuldstændigt ligegyldige biperson Levin (Alfred Molina). Filmen bruger ca. en tredjedel af sin tid på hans forelskelse og ægteskab med pigen Kitty, men hvad den historie har at gøre med Anna's tragedie står hen i det uvisse.
Det er en fatal fejlvægtning, og en typisk brøler i klassikerfilmatiseringer - man prøver desperat at få det hele med, og derfor flyder filmen ud i pæne illustrationer til bogen passager, i stedet for at blive til en selvstændig film. - der er Annas historie, Vronskys historie, Levins & Kittys historie - lidt om religionen, lidt om bønderne i marken, lidt om krigen på Balkan, lidt om menneskets natur og en hel del om kærligheden. Lidt af hvert og ikke rigtigt nogen af delene, og så en afslutning med lidt lommefilosofisk sludder for en sladder, som sikkert giver god mening i bogen, men virker postuleret på lærredet. Rusland anno 1880 er meget langt fra det moderne menneskes liv, og det kræver altså en roman, hvis man skal indleve sig i miljøet. Derudover virker det mærkværdigt, at skuespillerne af og til taler russisk, men for det meste engelsk - og det med en irriterende fransk accent for Marceaus vedkommende.
På Hollywood manér er den tekniske side upåklagelig. Billederne er pæne og Rose forsøger sig med nogle ambitiøse og musikalske montager. Der er ofte fart over feltet, og nogle af scenerne virker forfriskende. Men fortællingen mangler et centrum, nogle skulle have taget et valg på et tidligt tidspunkt - hvilken historie fortæller filmen, Annas, Vronskys eller Levins? Nogle gange modsiger filmen endda sig selv - det ene øjeblik kan Anna klare sig uden sin søn, det næste savner hun ham desperat. Skuespillerne prøver bravt, men træder kun sjældent i karakter. Sophie Marceau er både sød og tragisk som hovedpersonen, men man tilbringer for lidt tid med hende, til egentlig rigtigt at føle med hendes tunge skæbne.
19/11-2018
