Panik i Paris

5.0
Filmen Frantic fra 1988 er Roman Polanski’s tilbagevenden til thrillergenren efter et par afstikkere til henholdsvis det storstilede periodedrama som han til fulde formidlede i Tess fra 1979 og eventyr-/sørøverfilmen Pirates, et kommercielt flop, der var til at tage og føle på (men efter min mening en ganske underholdende film alligevel).

Og det er en kærkommen tilbagevenden til en genre, hvor Roman Polanski har produceret adskillige klassikere, såsom Repulsion fra 1965, Rosemary’s Baby fra 1968, Chinatown fra 1974 og The Tenant fra 1976.

Harrison Ford har hovedrollen som Richard Walker, en amerikansk læge, der er i Paris for at holde et foredrag på en medicinsk konference i byernes by.
Med sig har han sin hustru, Sondra (Betty Buckley) idet Paris var stedet, hvor de sammen fejrede deres hvedebrødsdage tyve år tidligere.

Sondra tager ved en fejltagelse en forkert kuffert i lufthavnen, hvilket fører til at hun kidnappes og at Ford hvirvles ud i et kompliceret spind af narkosmugleri og salg af våben til terrorister dybt i den skumle parisiske underverden.

I løbet af filmen afvises Ford desuden af skeptiske embedsmænd på den amerikanske ambassade og møder den unge og sexede kurér Michelle (Emmanuelle Seigner).
Michelle går med til at hjælpe Ford i bytte for de penge hun skulle have tjent på at smugle narkotikaet ind i landet.

Polanski's forkærlighed for det surrealistiske træder stærkt i karakter i for eksempel tagscenen, hvor Ford kravler rundt på det glatte tag og taber først sine dyre sko, herefter statuetten af Frihesgudinden.
Desuden er det såvel sjovt, opfindsomt og foruroligende at se på mens han klodset tumler rundt højt oppe over de grumsede baggårde.

Herefter går Frantic hen og bliver lidt af et “cat-and-mouse game”, der udspiller sig i Paris' natklubber, lufthavne og parkeringskældre.

Alt i alt er Frantic en opslugende thriller og Polanski styrer det hele med stilsikker hånd. Frantic foregår med et ganske troværdigt parisisk miljø som baggrund og med en ret god historie i baghånden er det umuligt for Polanski at fejle.
Frantic