- Eksistentialisme anno 2002 -
4.0
Med ”25th Hour” bevæger New York-instruktøren Spike Lee sig lidt væk fra sit ”rette element”. Jovist, vi befinder os vanen tro i hjemstavnen, men stilmæssigt og til dels også temamæssigt er det en ny og spændende Spike Lee, vi her oplever.
Og hvor er det dejligt at se netop Lee lave en afdæmpet og tålmodig film som denne, særligt ovenpå den stilforvirrede og ekstremt ufokuserede ”Summer Of Sam”. I denne fortælling lukkes vi ind i en klemt sjæls sidste døgn på fri fod, idet syv års fangenskab venter ham forude pga. dumdristigheder i det kriminelle miljø. Bånd skal brydes og følelser skal slukkes, men det er lettere sagt end gjort, og vores hovedperson må derfor stå ansigt til ansigt med hans tab, mens livet tages op til revision post festum.
De underliggende temaer i ”25th Hour” er så gode og talrige, at det er lige før, at Spike Lee ikke magter at få det hele med i sin film. Alligevel er det lykkedes ham at skabe en helstøbt og meningsfyldt fortælling, hvor vores hovedpersons følelseshelvede er skildret glimrende, og hvor vi som seer mærkeligt nok sympatiserer med ham. Han er skyldig i sin forbrydelse, men vi ser ham også som et godt og angrende menneske. Hjælpeløs som det gadekryds, hvis liv han redede.
Men bastarden kan bestem også bide fra sig. Vi oplever nemlig også den ondskabsfulde, selvbedrageriske og vrede side af ham, hvilket bedst kommer til udtryk i scenen på værtshustoilettet, hvor alt og alle får skylden for hans synder, men hvor vreden i sidste ende er rettet mod ham selv med spejlet som det evige symbol. En fremragende scene, hvor Spike Lee gennem sine intense billeder samtidig etablerer det had-kærlighedsforhold, han har til sin by, hvor forsoningen optræder i filmens slutning.
Vores hovedperson er angst for fængslet, og for hvad det vil gøre ved ham som menneske. En angst som hans to venner kommer til at personificere, hvor ingen af dem er i live - den ene bange for at leve livet, den anden bange for at føle det. Begge dele er nu for sent for vores hovedperson, og disse dæmoner må han derfor slås med, hvilket slåskampen derfor bliver et symbol på i slutningen.
Som sagt er der så meget substans i fortællingen, at vores instruktør er lige ved at snuble over den, men helhedsindtrykket er og bliver godt. Rent filmisk er det en af hans bedste film, hvor stemningen og musikken i den grad giver fortællingen emotionel kraft. Og med skuespil af høj kaliber oven i hatten kan ”25th Hour” ikke sige sig fra at være et rigtigt godt stykke amerikansk drama, der på grund af den temastærke historie er meget tæt på de fem stjerner i den endelige bedømmelse.
(Thomas: Selv tak min ven. Lad os gentage succesen)
Og hvor er det dejligt at se netop Lee lave en afdæmpet og tålmodig film som denne, særligt ovenpå den stilforvirrede og ekstremt ufokuserede ”Summer Of Sam”. I denne fortælling lukkes vi ind i en klemt sjæls sidste døgn på fri fod, idet syv års fangenskab venter ham forude pga. dumdristigheder i det kriminelle miljø. Bånd skal brydes og følelser skal slukkes, men det er lettere sagt end gjort, og vores hovedperson må derfor stå ansigt til ansigt med hans tab, mens livet tages op til revision post festum.
De underliggende temaer i ”25th Hour” er så gode og talrige, at det er lige før, at Spike Lee ikke magter at få det hele med i sin film. Alligevel er det lykkedes ham at skabe en helstøbt og meningsfyldt fortælling, hvor vores hovedpersons følelseshelvede er skildret glimrende, og hvor vi som seer mærkeligt nok sympatiserer med ham. Han er skyldig i sin forbrydelse, men vi ser ham også som et godt og angrende menneske. Hjælpeløs som det gadekryds, hvis liv han redede.
Men bastarden kan bestem også bide fra sig. Vi oplever nemlig også den ondskabsfulde, selvbedrageriske og vrede side af ham, hvilket bedst kommer til udtryk i scenen på værtshustoilettet, hvor alt og alle får skylden for hans synder, men hvor vreden i sidste ende er rettet mod ham selv med spejlet som det evige symbol. En fremragende scene, hvor Spike Lee gennem sine intense billeder samtidig etablerer det had-kærlighedsforhold, han har til sin by, hvor forsoningen optræder i filmens slutning.
Vores hovedperson er angst for fængslet, og for hvad det vil gøre ved ham som menneske. En angst som hans to venner kommer til at personificere, hvor ingen af dem er i live - den ene bange for at leve livet, den anden bange for at føle det. Begge dele er nu for sent for vores hovedperson, og disse dæmoner må han derfor slås med, hvilket slåskampen derfor bliver et symbol på i slutningen.
Som sagt er der så meget substans i fortællingen, at vores instruktør er lige ved at snuble over den, men helhedsindtrykket er og bliver godt. Rent filmisk er det en af hans bedste film, hvor stemningen og musikken i den grad giver fortællingen emotionel kraft. Og med skuespil af høj kaliber oven i hatten kan ”25th Hour” ikke sige sig fra at være et rigtigt godt stykke amerikansk drama, der på grund af den temastærke historie er meget tæt på de fem stjerner i den endelige bedømmelse.
(Thomas: Selv tak min ven. Lad os gentage succesen)
08/11-2005
