Ud at sejle med de skøre
2.0
For godt 70 år siden lavede samlebåndsinstruktøren Alice O'Fredericks det danske uvejrsdrama "Blaavand melder storm" (1937) med Osvald Helmuth i hovedrollen. Til trods for, at det ikke er nogen synderligt god film, overgår den "Perfect Storm" i snartsagt alle andre henseender, end det rent teknisk-visuelle udtryk.
De første 35 minutter oser af spekulativ typetegning (vi skal lære at elske de gæve søfolk og deres familier), selv om sidstnævnte ingen rolle spiller for handlingen i den (derved) alt for lange film.
Filmens sidste halvdel udspiller sig nemlig mere eller mindre på en "konstant bølgetop" i spændingskurvemæssig forstand. Instruktør Petersen vælger nemlig at indflette yderligere to langvarige dramaer i den drabelige storm i form af en lille familie på en sejlbåd og en flok ustyrligt tapre livreddere i en redningshelikopter. Vi skal virkelig ha' slået fast, hvor tapre alle disse folk er/var.
[SPOILER]
Ud over de flotte animationer af det frådende grå hav med tårnhøje bølger er det eneste bemærkelsesværdige ved filmen formentlig de brave (eller dumdristige) søfolks endeligt, som til allersidst gi'r den såkaldt "perfekte storm" lidt bonus for sine langvarige anstrengelser;-)
[/SPOILER]
Filmens dramatiske problem er det totale fravær af menneskelige spændinger og konflikt trods den ihærdige personopbygning i den første halve time.
På overfladen vil filmen gerne formidle lidt lokal socialrealistisk indsigt i det hårdt trængte fiskerierhverv, men det hele drukner i langstrakt, klichéfyldt patos. For mange forhold i den lange forestilling ender med at være ligegyldig garniture.
Det værste er dog James Horners overdimensionerede soundtrack, som uophørligt filer og banker deruda' på den store skala. Absurd nok lykkes det faktisk Horner at "drukne havet" i standardiseret højspændt filmmusik. Det virker fuldstændig malplaceret i en film, der ønsker at opbygge en stemning af ængstelse og rædsel overfor naturens rasen. Man hører knapt nok lyden af orkanvinden og det brølende hav. En eklatant fejldisposition af de helt store.
De første 35 minutter oser af spekulativ typetegning (vi skal lære at elske de gæve søfolk og deres familier), selv om sidstnævnte ingen rolle spiller for handlingen i den (derved) alt for lange film.
Filmens sidste halvdel udspiller sig nemlig mere eller mindre på en "konstant bølgetop" i spændingskurvemæssig forstand. Instruktør Petersen vælger nemlig at indflette yderligere to langvarige dramaer i den drabelige storm i form af en lille familie på en sejlbåd og en flok ustyrligt tapre livreddere i en redningshelikopter. Vi skal virkelig ha' slået fast, hvor tapre alle disse folk er/var.
[SPOILER]
Ud over de flotte animationer af det frådende grå hav med tårnhøje bølger er det eneste bemærkelsesværdige ved filmen formentlig de brave (eller dumdristige) søfolks endeligt, som til allersidst gi'r den såkaldt "perfekte storm" lidt bonus for sine langvarige anstrengelser;-)
[/SPOILER]
Filmens dramatiske problem er det totale fravær af menneskelige spændinger og konflikt trods den ihærdige personopbygning i den første halve time.
På overfladen vil filmen gerne formidle lidt lokal socialrealistisk indsigt i det hårdt trængte fiskerierhverv, men det hele drukner i langstrakt, klichéfyldt patos. For mange forhold i den lange forestilling ender med at være ligegyldig garniture.
Det værste er dog James Horners overdimensionerede soundtrack, som uophørligt filer og banker deruda' på den store skala. Absurd nok lykkes det faktisk Horner at "drukne havet" i standardiseret højspændt filmmusik. Det virker fuldstændig malplaceret i en film, der ønsker at opbygge en stemning af ængstelse og rædsel overfor naturens rasen. Man hører knapt nok lyden af orkanvinden og det brølende hav. En eklatant fejldisposition af de helt store.
15/11-2005