Lad tårerne trille
5.0
Sommeren 1945 var formentlig den barskeste i Japans historie. Daglige bombardementer, tilflugt i sikkerhedsrum, sort regn, sult, sygdom og fattigdom hørte til hverdagens (u)orden. Men kejserrigets generaler holdt stand til den velkendte dystre ende uden hensyn til befolkningens lidelser.
Film om nederlag er sjældne. Dette er da heller ikke en krigsfilm i traditionel forstand. Den følger den halvvoksne dreng Seida og hans 4-6-årige lillesøster Setsuko fra de mister deres mor under et bombetogt og i de næste par måneder, hvor de rejser fra deres tante i Kobe på vej mod Tokyo for at opsøge deres far (som naturligvis er i krig).
Men grundet hungersnøden går rejsen i stå, og i stedet bliver deres hverdag en kamp for det daglige brød og senere medicin og lægehjælp, da lille Setsuko begynder at lide af fejlernæring. Og Seida erkender for sent, at han ikke magter opgaven under de barske samfundsforhold, hvor enhver er sig selv nærmest og to forældreløse børn kommer i sidste række.
Lad det være sagt med det samme: Dette er en gennemført trist historie om tab og sorg. Filmen bevæger sig langsomt men sikkert mod det uundgåelige nederlag. Men den er fortalt med en udsøgt sans for livets smukkeste, små detaljer, som umuligt kan undgå at bevæge én.
Filmen er som det fremgår lavet tilbage i 1988. Men den er i enhver visuel henseende ligeså seværdig som Hayao Miyazakis succesfulde film som f.eks. "Chihiro og Heksene". Til gengæld er den - set med sarte europæiske øjne - nok langt mindre børnevenlig. Dertil er den ganske enkelt for barsk virkelighedstro og vemodig, selv om den aldrig bliver voldelig.
Man kan beklage, at europæere endnu ikke har vænnet sig til at se tegnefilm i spillefilmslængde som voksne. Denne film er nemlig en overset filmisk juvel og af høj, høj billed- og fortællemæssig kvalitet.
Film om nederlag er sjældne. Dette er da heller ikke en krigsfilm i traditionel forstand. Den følger den halvvoksne dreng Seida og hans 4-6-årige lillesøster Setsuko fra de mister deres mor under et bombetogt og i de næste par måneder, hvor de rejser fra deres tante i Kobe på vej mod Tokyo for at opsøge deres far (som naturligvis er i krig).
Men grundet hungersnøden går rejsen i stå, og i stedet bliver deres hverdag en kamp for det daglige brød og senere medicin og lægehjælp, da lille Setsuko begynder at lide af fejlernæring. Og Seida erkender for sent, at han ikke magter opgaven under de barske samfundsforhold, hvor enhver er sig selv nærmest og to forældreløse børn kommer i sidste række.
Lad det være sagt med det samme: Dette er en gennemført trist historie om tab og sorg. Filmen bevæger sig langsomt men sikkert mod det uundgåelige nederlag. Men den er fortalt med en udsøgt sans for livets smukkeste, små detaljer, som umuligt kan undgå at bevæge én.
Filmen er som det fremgår lavet tilbage i 1988. Men den er i enhver visuel henseende ligeså seværdig som Hayao Miyazakis succesfulde film som f.eks. "Chihiro og Heksene". Til gengæld er den - set med sarte europæiske øjne - nok langt mindre børnevenlig. Dertil er den ganske enkelt for barsk virkelighedstro og vemodig, selv om den aldrig bliver voldelig.
Man kan beklage, at europæere endnu ikke har vænnet sig til at se tegnefilm i spillefilmslængde som voksne. Denne film er nemlig en overset filmisk juvel og af høj, høj billed- og fortællemæssig kvalitet.
19/11-2005
