Menneske = Sum af erindringer + ?

Alex Proyas' film ”Dark City” stiller det interessante spørgsmål: ”Er mennesket mere end blot summen af erindringer?” igennem en dejlig dyster film noir/sci fi-fortælling. ”Dark City” er nogle gange på kanten til at være en b-film, mens den andre gange er på kanten til at være et klassisk mesterværk. Den vækkede ikke så meget opmærksomhed, da den dukkede op, men den har gennem tiden fået et kultfølge, og det er ganske forståeligt, da den bestemt er ganske seværdig.

John Murdoch vågner op uden hukommelse i et hotelværelse, hvori der ligger et lig. Det viser sig hurtigt, at nogle mystiske ”fremmede” styrer byen fra undergrunden, hvor de stopper tiden og leger med det menneskelige sind for at finde sjælen. De havde planlagt at give John en morders hukommelse, men hans sind afviste processen. Ikke nok med det, John lader til at have absorberet nogle af deres evner. Disse fremmede minder mest af alt om borgs fra Star Trek serien. De har en fælles sjæl, og dermed ingen sjæl. De lever i mørket, og det lader til, at de mest er interesseret i det mørke i mennesket. De har endda sørget for, at byen altid er indhyllet i nat.

Jeg ser i filmen en stor kritik af den moderne religion: psykologien (eller måske rettere, misbrug af samme). De fremmede er som psykologer, der roder rundt i menneskets erindringer for at finde forklaringer. Men mennesket er ikke summen af dets erindringer. Erindringer styrer måske det meste i mennesket, men mennesket er mere, end hvad de ”fremmede” kan skrive i hukommelsen. Mere end hvad systemerne fortæller os vi er. Endda mere end hvad sociologen Pierre Bourdieu kalder habitus. Denne film fik mig i høj grad til at tænke på Svend Åge Madsens fremragende bog, ”Se dagens lys”, hvor der er en lignende kamp mod et system, der ikke giver mennesket plads til at være menneske. Samtidig er der den åbenlyse reference til ”Metropolis”, hvor mennesket lever i en konstrueret og kunstig verden. En anden vigtig reference er til Godards ”Alphaville”, hvor menneskets erindringer på samme måde konstrueres af et system. Endda i sådan en grad, at ord og dermed følelser slettes fra sindet.

”Dark City” har dog sin egen sjæl og stemning. Den er ganske flot cinematografisk set. Men nogle gange er den lidt for hurtig og flad i skildringen af karaktererne (Måske er der mere plads at finde på Directors cut udgaven). Det er selvfølgelig en vigtig pointe, at karaktererne er flade og konstruerede, da de er skabt af de fremmede, men de fremmede selv og deres underjordiske univers er nogle få milimeter fra at gøre det hele til mere b-film end storfilm. Desuden forsvandt en del af spændingselementet, da filmens plot udviklede sig som så mange andre thrillers. Ikke desto mindre er det noget af det mest interessante sci-fi og ”what if” inden for de sidste mange år, og denne film burde have haft et større publikum end ”The Matrix”, der forsøger at tackle nogle af de samme problemer med et større budget, men på et lavere niveau.