En af verdens bedste horrorfilm

6.0
På overfladern ligner Eksorcisten en ret normal gyser, der benytter sig af efterhånden konventionelle skrækeffekter og maskeringer. Men der er meget mere under overfladen.

For at starte med uhyggen og skrækeffekterne er der ingen tvivl om, at Eksorcisten var meget forud for sin tid. Blot det at bruge en lille pige som offer for Satans magt var kontroversielt i 70erne. De mange dyrelyde og den gradvise satanisering af Regan er med til at etablere den uhyggelige stemning. I den nye Director's Cut-udgave er der tilføjet en scene, hvor Regan bliver undersøgt af nogle læger. Hendes skrig og maskinernes lyde løber mig koldt ned ad ryggen hver gang, jeg ser filmen. Også de gennemgående motiver i filmen: zoom på døren til Regans værelse, hver gang hendes tilstand forværres, de korte glimt af Djævlens ansigt, Fader Karras' symbolske drømme mf. er eminent udført og giver en eksra dimension.

På fortolkningssiden vil jeg nævne brugen af den unge Linda Blair som det besatte offer. I 1970erne var ungdomsoprør og opløsning af kernefamilien et huserende samfundsmæssigt emne. At det netop er en lille pige, der går ind i sine teenage-år, der besættes, er udtryk for denne opløsning. Når hun masturberer med et kors og råber Let Jesus Fuck You til sin mor og Karras, er det netop, fordi hun symbolerer hele generationens dekadence. Alt sammen følsomme enmer i 70erne, hvor filmen fik visse censurproblemer. Også kritikken af katolicismen - især som institution - var et ømtåeligt område.

Der er en masse andre områder, jeg kunne rose; skuespillet, stemningen, symbolismen samt det filmiske arbejde, men jeg vil i denne anmeldese blot konkludere, at det helt exceptionelle ved denne fantastiske film er dens samtidskritik og intelligente manuskript.
Eksorcisten