Bedste af de nye Star Wars-film
5.0
Det er gået så som så med de nye Star Wars-film. Etteren er mildest talt en skuffende oplevelse, som bliver mere og mere ærgerlig ved hvert gensyn. Toeren er en del bedre, men kommer heller ikke op på siden af de gamle SW-film. Men med nr. tre i den nye serie, er vi efterhånden ved at være der.
Der er meget at tage fat i i forbindelse med fødselen af Darth Vader og det galaktiske imperium. Jeg vil holde mig til nogle enkelte punkt, og se på hvad den gør godt og skidt i forhold til hovedsageligt de nye film i serien. Treeren er klart den mest mørke og actionfyldte af de nye film, og blot filmens første halve time er en stor actionsekvens! Men det er først, når dramaet mellem Anakin og Obi-Wan for alvor kommer i gang, at Revenge of the Sith skiller sig ud fra de foregående film. Intet er så entydigt, som det ellers plejer at være i serien, og nogle af Jediernes beslutninger virker ret bekymrende. Alle de karakterer, som i de to første film blev introduceret, ruller sig for alvor ud her, og Palpatine viser sit sande ansigt.
Hvor etteren mest af alt lignede en børnetime, er treeren et voksent drama, og selv skuespillet har fået et nyk opad, selvom der stadig er nogle ret dårlige replikker i ny og næ. Men det er heller ikke det vigtigste ved en SW-film, så det kan man leve med. I forhold til toeren, som jeg faktisk synes er ret vellykket, bygger Revenge... videre på forholdet mellem Padmé og Anakin. Man kunne i toeren godt have sparet sig nogle af de opbyggende scener imellem dem, for man får i treeren stadig fornemmelsen af, at de elsker hinanden og betyder alt for hverandre.
Det svageste ved Revenge... er klart de scener, hvor Anakin bliver overtalt af Palpatine til at gå over på den mørke side. Her går det hele lidt for hurtigt, og det psykologiske aspekt overses lidt hér. Men når han så endelig ER blevet Sith, er det med store lidelser, at man ser Jedi-ridderne blive udryddet. Her går filmen op i en højere helhed, som kun sker få gange i de nye SW-film - og aldrig på dette niveau. Selvom man ved, hvad der sker, er det så effektivt lavet, at man rives med uden problemer.
Det er alt i alt den bedste af de nye SW-film, som er en værdig prequel til de gamle og stadig bedre film. Når nu Lucas endelig har nået dette niveau, er det næsten ærgerligt, at det hele er slut. Men så er det jo godt, at han vil kaste sig over lidt mindre og mere kunstneriske filmproduktioner: det bliver også spændende.
Der er meget at tage fat i i forbindelse med fødselen af Darth Vader og det galaktiske imperium. Jeg vil holde mig til nogle enkelte punkt, og se på hvad den gør godt og skidt i forhold til hovedsageligt de nye film i serien. Treeren er klart den mest mørke og actionfyldte af de nye film, og blot filmens første halve time er en stor actionsekvens! Men det er først, når dramaet mellem Anakin og Obi-Wan for alvor kommer i gang, at Revenge of the Sith skiller sig ud fra de foregående film. Intet er så entydigt, som det ellers plejer at være i serien, og nogle af Jediernes beslutninger virker ret bekymrende. Alle de karakterer, som i de to første film blev introduceret, ruller sig for alvor ud her, og Palpatine viser sit sande ansigt.
Hvor etteren mest af alt lignede en børnetime, er treeren et voksent drama, og selv skuespillet har fået et nyk opad, selvom der stadig er nogle ret dårlige replikker i ny og næ. Men det er heller ikke det vigtigste ved en SW-film, så det kan man leve med. I forhold til toeren, som jeg faktisk synes er ret vellykket, bygger Revenge... videre på forholdet mellem Padmé og Anakin. Man kunne i toeren godt have sparet sig nogle af de opbyggende scener imellem dem, for man får i treeren stadig fornemmelsen af, at de elsker hinanden og betyder alt for hverandre.
Det svageste ved Revenge... er klart de scener, hvor Anakin bliver overtalt af Palpatine til at gå over på den mørke side. Her går det hele lidt for hurtigt, og det psykologiske aspekt overses lidt hér. Men når han så endelig ER blevet Sith, er det med store lidelser, at man ser Jedi-ridderne blive udryddet. Her går filmen op i en højere helhed, som kun sker få gange i de nye SW-film - og aldrig på dette niveau. Selvom man ved, hvad der sker, er det så effektivt lavet, at man rives med uden problemer.
Det er alt i alt den bedste af de nye SW-film, som er en værdig prequel til de gamle og stadig bedre film. Når nu Lucas endelig har nået dette niveau, er det næsten ærgerligt, at det hele er slut. Men så er det jo godt, at han vil kaste sig over lidt mindre og mere kunstneriske filmproduktioner: det bliver også spændende.
30/11-2005
