Hitchcock har os i sin hule hånd
6.0
Små spoilers
De fleste, der så Hitchcocks klassiker ”Psycho” for første gang, fik en overraskelse, da hovedpersonen skiftede midt under filmen. De så Marion Crane (Janet Leigh) stjæle fra en slibrig cowboyrigmand for at være sammen med sin kæreste, der har pengeproblemer på grund af en skilsmisse. Igennem den første halvdel af filmen følger man også dette plot. Fokusset er på hendes skyldsfølelse. I en af de bedste scener stoppes hun af en politibetjent, der forfølger hende bagefter og holder øje med hende, da hun køber en ny bil for at skifte nummerplade for at slippe for politiet. Hitchcock kunne sagtens have lavet en film om hende. Han kunne sagtens have lavet en effektiv thriller, der komplicerer hendes situation. I stedet laver han et mesterværk ved at slå hende ihjel halvt inde i filmen, og drejer fokusset på hendes mord på Bates Hotel. Hendes mordscene i brusekabinen, hvor hendes blod flyder ud i afløbet, er stadig en af de mest berømte og efterlignede mordscener nogensinde.
Den anden halvdel af filmen har samme tema som den første. Skyldsfølelse. Før følte vi Marions uro og skyldfølelse, da hun var på flugt med pengene. Nu føler vi med Norman Bates' (Anthony Perkins), en genert og ensom ung mand, der er tyranniseret af sin psykopatiske mor. Når Norman bliver udspurgt om forløbet på hotellet, så føler publikum Normans uro og panik, da han så åbenlyst gemmer på noget. Hitchcock viser i denne film, at han er en mester i at manipulere med publikum og holde os på kanten af sædet konstant. Ethvert øjeblik i filmen er fyldt med spænding og forventning. De to overraskelser og psykoanalyserne i filmen er underordnet i forhold til Hitchcocks leg med publikums forventninger. Der er ikke én scene, hvor vi ikke forventer et udfald, og hvor vi er spændte på om Hitchcock lader os se det udfald eller ej.
Norman Bates i ”Psycho” er en fantastisk skildring af en mors dreng en tak længere end Ødipus og af menneskelig skyldfølelse, men personligt foretrækker jeg ”Vertigo” og ”Rear Window”, der begge indeholder flere nuancer og siger mig mere om mennesket og menneskelig adfærd. Som spændingsfilm er ”Psycho” dog noget af det mest fantastiske, som biografgængere nogensinde har kunnet bide negle til.
De fleste, der så Hitchcocks klassiker ”Psycho” for første gang, fik en overraskelse, da hovedpersonen skiftede midt under filmen. De så Marion Crane (Janet Leigh) stjæle fra en slibrig cowboyrigmand for at være sammen med sin kæreste, der har pengeproblemer på grund af en skilsmisse. Igennem den første halvdel af filmen følger man også dette plot. Fokusset er på hendes skyldsfølelse. I en af de bedste scener stoppes hun af en politibetjent, der forfølger hende bagefter og holder øje med hende, da hun køber en ny bil for at skifte nummerplade for at slippe for politiet. Hitchcock kunne sagtens have lavet en film om hende. Han kunne sagtens have lavet en effektiv thriller, der komplicerer hendes situation. I stedet laver han et mesterværk ved at slå hende ihjel halvt inde i filmen, og drejer fokusset på hendes mord på Bates Hotel. Hendes mordscene i brusekabinen, hvor hendes blod flyder ud i afløbet, er stadig en af de mest berømte og efterlignede mordscener nogensinde.
Den anden halvdel af filmen har samme tema som den første. Skyldsfølelse. Før følte vi Marions uro og skyldfølelse, da hun var på flugt med pengene. Nu føler vi med Norman Bates' (Anthony Perkins), en genert og ensom ung mand, der er tyranniseret af sin psykopatiske mor. Når Norman bliver udspurgt om forløbet på hotellet, så føler publikum Normans uro og panik, da han så åbenlyst gemmer på noget. Hitchcock viser i denne film, at han er en mester i at manipulere med publikum og holde os på kanten af sædet konstant. Ethvert øjeblik i filmen er fyldt med spænding og forventning. De to overraskelser og psykoanalyserne i filmen er underordnet i forhold til Hitchcocks leg med publikums forventninger. Der er ikke én scene, hvor vi ikke forventer et udfald, og hvor vi er spændte på om Hitchcock lader os se det udfald eller ej.
Norman Bates i ”Psycho” er en fantastisk skildring af en mors dreng en tak længere end Ødipus og af menneskelig skyldfølelse, men personligt foretrækker jeg ”Vertigo” og ”Rear Window”, der begge indeholder flere nuancer og siger mig mere om mennesket og menneskelig adfærd. Som spændingsfilm er ”Psycho” dog noget af det mest fantastiske, som biografgængere nogensinde har kunnet bide negle til.
30/11-2005
