Med Vin Som Livets Nuancer
5.0
Vennerne Miles (Giamatti) og Jack (Church) skal på en sidste tur sammen, før Jack skal giftes. Turen går til de californiske vindistrikter og massere af prøvesmagninger.
”Sideways” er en herlig lille skæv eksistentiel film, om erkendelse og selverkendelse og med vinen som underfundigt sindbillede på livets nuancer.
Den er holdt i en hverdagsagtig stil, uden at gøre meget væsen af sig på den visuelle side. Det passer til gengæld perfekt på essensen af historien, om to mennesker hvor den ene, en afdanket skuespiller der står foran sit bryllup, er lige så umoden og flagrende, som den anden, der er lærer og har en drøm om forfatterskab og ikke kan komme sig over sin skilsmisse, er selvudslettende og kontakthæmmet.
Disse to udgør en helstøbt balance i Alexander Payne’s fremragende filmatisering af Rex Pickett roman og folder sig som film ud og bliver til en rørende, uden at være rørstrømsk, udforskning af tilværelsen og det at finde modet, både til egen ærlighed, men også til at turde leve og troen på kærligheden, også når den ikke lykkes.
Også i Payne’s forrige film, den lige så kvalitative ”About Schmidt” med en velspillende Jack Nicholson i hovedrollen, var han inde og berøre nogle af disse temaer på en underfundig og vedkommende varm måde, hvor den stille humor og de mere alvorlige øjeblikke kyndigt og velovervejet, uden at blive poppet og påtrængende, serveres enkelt og smukt.
At Payne kan fortælle en interessant historie, uden store armbevægelser og overdramatiserede tiltag fornægter sig ikke, men han er samtidig en dygtig personinstruktør og det er personerne i ”Sideways” der gør fortællingen levende. Både Giamatti og Church giver nogle af deres livs bedste og mest ægte præstationer, hvor de stille nuancer i karaktererne slår igennem og gør dem troværdige, uden at de behøver overspille for at få deres pointer med. Også i filmens større biroller spilles der plausibelt, man tror på både Madsen og Oh’s figurer, der uden at man egentlig ved meget om dem, virker komplekse og troværdige.
Både Church og Madsen var i øvrigt nomineret til en Oscar for deres indsats og ikke ufortjent. Jeg kan blot undre mig over, at Giamatti ikke var at finde i samme selskab. Filmen var desuden indstillet til yderligere tre Oscars, for iscenesættelsen, manuskriptet og årets film, men vandt kun for manuskriptet, hvad der så var passende nok.
Musikken af Rolfe Kent, der har leveret musik til film som ”Legally Blond” og ”Freaky Friday”, kan til gengæld føles ærgerlig forfejlet, den dominerer for meget og bruges unødvendigt, og er ”Sideways” største minus, i en film uden mange falske toner.
Ellers er ”Sideways” en langsom film, der giver sig god tid og ikke lefler for publikums gunst. Flere scener trækkes ud, så den på den måde kan være krævende for sin tilskuer. Men den er også moden og kontemplativ og for dem der kan og vil, er der en rigtig god oplevelse i vente.
”Sideways” er en herlig lille skæv eksistentiel film, om erkendelse og selverkendelse og med vinen som underfundigt sindbillede på livets nuancer.
Den er holdt i en hverdagsagtig stil, uden at gøre meget væsen af sig på den visuelle side. Det passer til gengæld perfekt på essensen af historien, om to mennesker hvor den ene, en afdanket skuespiller der står foran sit bryllup, er lige så umoden og flagrende, som den anden, der er lærer og har en drøm om forfatterskab og ikke kan komme sig over sin skilsmisse, er selvudslettende og kontakthæmmet.
Disse to udgør en helstøbt balance i Alexander Payne’s fremragende filmatisering af Rex Pickett roman og folder sig som film ud og bliver til en rørende, uden at være rørstrømsk, udforskning af tilværelsen og det at finde modet, både til egen ærlighed, men også til at turde leve og troen på kærligheden, også når den ikke lykkes.
Også i Payne’s forrige film, den lige så kvalitative ”About Schmidt” med en velspillende Jack Nicholson i hovedrollen, var han inde og berøre nogle af disse temaer på en underfundig og vedkommende varm måde, hvor den stille humor og de mere alvorlige øjeblikke kyndigt og velovervejet, uden at blive poppet og påtrængende, serveres enkelt og smukt.
At Payne kan fortælle en interessant historie, uden store armbevægelser og overdramatiserede tiltag fornægter sig ikke, men han er samtidig en dygtig personinstruktør og det er personerne i ”Sideways” der gør fortællingen levende. Både Giamatti og Church giver nogle af deres livs bedste og mest ægte præstationer, hvor de stille nuancer i karaktererne slår igennem og gør dem troværdige, uden at de behøver overspille for at få deres pointer med. Også i filmens større biroller spilles der plausibelt, man tror på både Madsen og Oh’s figurer, der uden at man egentlig ved meget om dem, virker komplekse og troværdige.
Både Church og Madsen var i øvrigt nomineret til en Oscar for deres indsats og ikke ufortjent. Jeg kan blot undre mig over, at Giamatti ikke var at finde i samme selskab. Filmen var desuden indstillet til yderligere tre Oscars, for iscenesættelsen, manuskriptet og årets film, men vandt kun for manuskriptet, hvad der så var passende nok.
Musikken af Rolfe Kent, der har leveret musik til film som ”Legally Blond” og ”Freaky Friday”, kan til gengæld føles ærgerlig forfejlet, den dominerer for meget og bruges unødvendigt, og er ”Sideways” største minus, i en film uden mange falske toner.
Ellers er ”Sideways” en langsom film, der giver sig god tid og ikke lefler for publikums gunst. Flere scener trækkes ud, så den på den måde kan være krævende for sin tilskuer. Men den er også moden og kontemplativ og for dem der kan og vil, er der en rigtig god oplevelse i vente.
02/12-2005
