Mistillid i to generationer

3.0
Ingen tvivl om at denne film kredser om tunge temaer som psykose og selvdestruktion, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg deler anmeldernes opfattelse af filmen som en useriøs eller lettere komisk formidling af den delvist sandfærdige historie om manden, der for en håndfuld år tilbage kørte en MC-tur med sin gamle fars lig.

At filmen er dyster og grundlæggende alvorlig lades man kun momentvis i tvivl om. Vi er dog i et socialt miljø, hvor man af og til handler, før man taler om tingene. Populært sagt: underklassen. Ikke mindst derfor forekommer handlingen mig ikke påtaget underholdende.

Grundlæggende handler filmen om frygten for at miste sit allerkæreste. Det er en studie i mistillid i to generationer (endnu en pendant til mesterværket "Requiem for a Dream"), hvor den yngre på den ene side er i stand til at indse og hjælpe den ældres psykiske fejl og brister, men på den anden side alligevel selv gentager dem.

Skuespillet er på sin vis udmærket. Men typecastingen er desværre nok ikke helt velvalgt. I hvert fald Formår Coster Waldau og Hjejles udstråling ikke helt at overbevise mig om, at de er en del af det ovenfor beskrevne miljø. Oscarsson er til gengæld ligeså frygtindgydende bidsk i sit spil som altid. Selv som LIG er han skræmmende!
Manden bag døren